fredag den 11. april 2014

Isfiskeri og "hvalpe klar"

Selv om det snart er et par uger siden skal I have lidt billeder fra første slædetur med bagage og overnatning i en af de offentlige hytter ved Ll. Narsaq og fjorden Amersloq. Vi var fire hundespand på tur og "camperede" ved hytten. Man medbringer en såkaldt rejsekæde som hundene sættes fast i. Det er en lang kæde med sidekæder og karabinhager. Den ene ende af kæden fastgøres ved en stolpe eller lignende og den anden ende af kæden sidder fast i et brædt som graves ned i sneen. Så skulle hundene være fastspændt hele natten om alt går vel.

Vores hunde i venteposition. Fodrer de os mon snart??
Tamaras smukke hunde i mere afslappet venteposition.

Efter ankomsten gik vi straks i gang med fiskeriet på isen. Med en istuk hakkes hul i den ca. 20 cm tykke is på fjorden og så går det løs. En line med 6 store kroge smed jeg i - ingen madding. Få minutter efter mærker man et træk i linen og op kommer de første 4 torsk:

Ned med krogene.

Op med 4 torsk.

Et par af de andre brugte madding og fiskestang. Så kunne man fange havkat. Hele 9 havkatte og ca. 60 torsk blev fanget i løbet af et par timer. En del af torskene blev brugt som hundefoder.


Havkat på krogen.


Stribet havkat. Der findes også plettet havkat. Man skal passe på tænderne - de bider hårdt.

Dagens fangst fra min egen line. 17 torsk og en stor rogn (som dog var indeni en torsk!!).

Jakob foretrak stang og fangst af havkat.

Læg mærke til ørnen der venter tålmodigt i baggrunden.

Maveindholdet i én af torskene. Snesevis af ammassat-yngel på et par cm hver. Det siger noget om den fauna som der er så rigeligt af i de arktiske farvande (endnu!).
Morgenmad i den rummelige hytte.
I sidste uge fik vi også prøvet at sætte hvalpene for en lille slæde for første gang. Især Mattis vidste fra starten hvad det drejede sig om og slæbte Soley og Oli så godt han kunne. I tirsdags prøvede Sine og jeg så at have dem med på en rigtig tur for første gang. De løb bare ved siden af slæden på udturen og Mattis havde igen stort gå-på-mod og løb nærmest foran hele hundespandet. Timo halsede lidt bagefter og blev i det hele taget meget træt af turens strabadser. På hjemvejen fik Mattis lov at være i skagle og kunne sagtens holde trit med de andre.

Mattis trækker Soley og Oli på Jakobs selvbyggede slæde.
Sidste nyt: Lucie og Christoffer er ankommet i dag efter en lidt turbulent flyvetur med masser af blæst. Vi har nærmest haft storm her i eftermiddag, men nu er det stilnet af. Vi håber på fint vejr den kommende uge, så også de to kan prøve nogle af vinterens glæder.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar