søndag den 15. september 2013

Fornøjelser i byen

Hvis man vil ud og spise er der et meget begrænset antal muligheder her i byen. Der er 2 grillbarer, 2 caféer, et Sømandshjem med cafeteria og i den finere ende er der Hotel Sisimiuts restaurant med fint menukort. Sømandshjemmet har en varm ret hver dag og man kan se hele ugens menu i ugeavisen Sivdlek. Det er god solid "mormormad" - altid med rigelig sovs (i dag er det flæskesteg, i morgen flødegullasch med kartoffelmos, tirsdag tarteletter med høns i asparges, det hænder også at der er rensdyr på menuen). Vi har spist på Sømandshjemmet flere gange, når vi ikke havde tid eller lyst til selv at kokkerere. I går aftes flottede vi os og spiste for første gang middag på hotellet. Vi fik en dejlig fiskesuppe efterfulgt af en mør bøf af moskusokse. I anledning af at der var nyt menukort, havde man 3 aftener i træk en lodtrækning om et gavekort blandt aftenens middagsgæster. Vi sad mætte og tilfredse hjemme i sofaen sidst på aftenen, da telefonen ringede og vi fik besked om at vi var de heldige vindere af et gavekort på 2.000 kr. til brug på restauranten! Så vi får nok prøvet et par mere af deres gode retter inden længe.

Bøf af moskusokse med sortebær


I eftermidddag har vi været kulturelle og set en flot danseforestilling der blev vist i kulturhuset. Forestillingen hed Planet Human & Shaman og de 6 (franske) dansere der var med i stykket kunne de utroligste ting med deres kroppe. Heldigvis var de 250 pladser, der er i den flotte biograf-lignende sal, næsten alle udsolgt. Byens indbyggere sørger for at opleve det der tilbydes når lejlighed gives.
En af de andre ugentlige fornøjelser er at læse ugeavisen nævnt ovenfor. Alting står i en grønlandsk og bagefter i en dansk version. De danske tekster er ofte alle pengene værd. Oversættelserne er meget fantasifulde og giver os ofte et billigt grin. Bare et eksempel fra denne uge (der var "Foodfestival" i kulturhuset i sidste weekend og følgende er en billedtekst): "Kokken underholdte publikum til sultens rand, med sine slotte kreationer med grønlandske provianter".

Ingen kommentarer:

Send en kommentar