Hverdag

Ja så er hverdagen efterhånden for alvor i gang for os begge. Skolen er på fulde omdrejninger efter en kort introduktion til de nye 1.g-elever og jeg har mødt mine to nye klasser. På kurset i Gl. Avernæs på Fyn var vi blevet forberedt på at eleverne var meget tavse og tilbageholdende sammenlignet med danske elever. Ikke fordi de nødvendigvis var generte eller fagligt svage, men fordi den Grønlandske kultur bygger på harmoni, sammenhold og dermed skal man ikke ”stikke næsen for meget frem” for at hævde sig i forhold til de andre. Meget sympatisk må man sige. Jeg var derfor forberedt på at undervisningen skulle bygge meget mere på par-arbejde og gruppearbejde hvor jeg ved at gå rundt og snakke med de enkelte, kunne fornemme hvor de stod og hvad deres niveau var. I Sisimiut er tingene imidlertid ikke helt som vi havde troet. Det er en by der måske er lidt anderledes end de andre steder i Grønland. Det siger de selv og vi fornemmer det også. De første timer med klasserne viste, at de ikke var så meget anderledes end en dansk gennemsnitsklasse. Nogle var fremme i skoene og ville gerne vise den nye lærer hvad de kunne fagligt og andre var selvfølgelig mere tilbageholdende eller helt tavse. Det sproglige spiller også en stor rolle: mange unge er faktisk ikke særligt gode til dansk selv om de har haft det i skolen fra de var små. Jeg skal derfor også passe på ikke at tale for hurtigt og for indviklet (indrømmet: måske lidt svært for mig!). Det gængse eksempel på sprogforvirring er, hvis jeg f.eks. spørger ”har du ikke lavet dine lektier?”. Svaret ”nej” betyder her oppe ”jo det har jeg da” og svaret ”ja/jo” betyder ”du har ret – det har jeg ikke”. Det er vores vane med at putte det der ”ikke” ind i vores spørgsmål som forvirrer.

Paradokser er her også. Lad os f.eks. se på busdriften i byen. Jo der er skam bybusser selv om byen ikke er så stor. Der er vist nok tre busser i alt som kører samme rute alle tre. Der er nr. 1, 2 og 80! Hvor alle busserne med numre fra 3 til 79 er blevet af ved vi ikke! Måske er de med tiden kørt ud over skrænterne? Det næste sjove med busserne er at de kører i en cirkulær rute rundt i byen – det tager ca. 40 min. hvis man står på og tager hele turen rundt til man er tilbage igen. Små afstikkere ned ad sideveje til enden for at  samle folk op og vende om til hovedruten igen. MEN vi kører kun den ene vej rundt i cirklen! Hvis altså et ældre menneske har to stoppesteder ned til den nærmeste Spar-butik i den forkerte retning, må han eller hun tage bussen hele vejen rundt! Til gengæld er der så kun to stoppesteder hjem igen. I den lokale avis er der i denne uge klage over dette system, men den ansvarlige forklarer at det ikke bliver lavet om foreløbigt. Der er flere undskyldninger. Ingen penge til stoppesteder på den anden side af gaden. Der skal også laves ”vigepladser” ved stoppestedet for at bussen ikke er i vejen for de (meget få) biler der skal overhale mens den tager folk op. Der er også et særligt sted ved Brugseni (ja sådan hedder den) hvor det skulle være næsten umuligt at køre den anden vej! Nå  -  vi bliver måske klogere hen ad vejen og forstår mere med tiden.

Udsigt mod syd - fuldmåne over bjergene

Vi bliver mere og mere taknemmelige over den perfekte bolig vi har været heldige at få og samtidig dens placering (sammenlignet med andre steder og andre kollegers tildelte bolig). Vores 5 små boligblokke med tre lejligheder i hver, ligger på en klippeknold ved siden af alderdomshjemmet og nogle få pensionistboliger. Her er ingen gennemkørende trafik og husene ligger i en hestesko med legeplads og tørresnore indenfor i hesteskoen. Helt roligt. Jeg tror hurtigt vi lærer de andre at kende i den lille enklave. Og så udsigten endnu engang. Vi har havet og klippeskærene ud for kysten; vi har kik ind over den sydlige del af byen når vi ser den anden vej ud af stuevinduet og bag ved byen har vi udsigt til bjergtoppene lige bag byen. Stik syd ser vi i det fjerne bjergtinderne syd for polarcirklen med gletchere og sne på tinderne. Vejret, skyerne, solen, disen og tågen gør at sceneriet skifter fra dag til dag og fra morgen til aften. Vi må hele tiden sige ”prøv lige at se hvordan det nu ser ud”. Så er der hvalerne som sender deres blåst op på helt uforudseelige tidspunkter. Fra køkkenvinduet kan vi se direkte op til Præstefjeldet som vi besteg for snart flere uger siden. Går vi om bag den midterste husblok har vi en bænk velegnet til aftenkaffen og udsigten til solnedgangen over havet. I forgårs var der en fantastisk flot orange himmel ved solnedgangstide, men naboen sagde ”bare vent til lidt senere på året – så bliver det rigtigt flot!”.

Solnedgang ved kaffebænken

Næste gang vi skriver, skal I høre om vi er blevet medejere af et hundespand og om vi også skal til at køre snescooter!