søndag den 11. august 2013

Højdepunkter i bogstaveligste forstand

Så nåede vi op på Præstefjeldet (550m) i selskab med Qarsoq og Minik. I brochuren står der at det er en middelsvær tur, men vi synes nu det er lidt underdrevet! Minik heppede på os i bedste Chris MacDonald stil ”kom nu, vi er der snart, jeg ved I kan” osv osv. Nå men det var anstrengelserne værd for udsigten er fantastisk fra toppen, man kan se fjelde så langt øjet rækker, man kan overskue hele Sisimiut på én gang og man kan se langt ud over havet. Og så var der blikstille og 20 grader på toppen.

Udsigten fra Præstefjeldet, bemærk Kællingehætten (spidsen) i det fjerne

Vi har haft vore første middagsgæster i den forgangne uge: Charlotte, Marie Louise, Karl, Karls 84- årige far Jaffet, Minik og Qarsoq. Vi havde godt nok kun tallerkener til 6, men Minik medbragte to tallerkener af Bittens meget fine Grønlandske udgave af mågestellet – hvor mågerne er skiftet ud med kajakroere.

Jaffet



Så er gymnasiet startet op i den forgangne uge, dog uden elever - de kommer i løbet af den kommende uge. Lærermøder og forberedelse.
Efter vi har fået ”eget rækkehus” er vi blevet flittige brugere af STARK. Hylderne er godt nok ret tomme – de venter på nye forsyninger fra DK, men vi må så tage det der er for hånden. Det lykkedes i går at finde en lang lamineret plade med bøgekant der nu er opsat som ekstra køkkenbord under vinduet ud mod gårdsiden. Her vil vi også kunne indtage morgenmaden hvis det lykkes at finde et par høje stole i Jysk.

Søndagen har stået på endnu en fysisk udfordring: opstigning mod Kællingehætten. Strålende sol og 20 grader hele dagen. Det blev til 5 timers vandretur, idet vi valgte den middelsvære rute (der er ikke nogen ”let” rute). Det lykkedes at komme op til ”skulderen” af bjerget (ca.650m) – lige under den spidse top. Ingen af os havde lyst eller energi til at tage det sidste stykke op, hvor man af og til skal klamre sig til et reb for at kunne få passende støtte. Turen ned igen mod byen var til tider spændende (læs: udfordrende). Stien er (som der står i folderen) til tider ret eksponeret som det så fint hedder. På godt dansk: man svæver på afgrundens rand! Men ned kom vi og var bagefter inviteret på middag i Sømandshjemmet med de andre nyansatte fra gymnasiet. Efter middagen var vi til møde i kulturhuset med de studerende fra Arktisk Teknologi (DTU) som fortalte om deres forskellige projekter omkring spildevand, energi, vandforsyning, affaldshåndtering, isolering osv osv. Meget interessant at få det særlig grønlandske aspekt med.
Frokost i højderne
  
Udsigten fra Kællingehætten

3 kommentarer: