Morgensang og dans

I dag mandag havde jeg en sjov oplevelse på arbejde, som jeg tror man skal lede længe efter i Danmark. Personaleforeningen gav morgenbrød. Da jeg kom ind i spisestuen var en masse af personalet allerede samlet derinde, overlægen (chefen for sygehuset) sad og spillede på sin guitar og sang og alle der kendte sangen sang med. Pludselig rejste flere sig op og begyndte at danse. Og så blev der grinet og sunget endnu mere og stemningen blev vældig løssluppen. Havde det ikke været for patienter og apotek der skulle passes, kunne det let være blevet til en fest. En dejlig måde at starte en mandag på, det kan varmt anbefales!

Hverdag

Ja så er hverdagen efterhånden for alvor i gang for os begge. Skolen er på fulde omdrejninger efter en kort introduktion til de nye 1.g-elever og jeg har mødt mine to nye klasser. På kurset i Gl. Avernæs på Fyn var vi blevet forberedt på at eleverne var meget tavse og tilbageholdende sammenlignet med danske elever. Ikke fordi de nødvendigvis var generte eller fagligt svage, men fordi den Grønlandske kultur bygger på harmoni, sammenhold og dermed skal man ikke ”stikke næsen for meget frem” for at hævde sig i forhold til de andre. Meget sympatisk må man sige. Jeg var derfor forberedt på at undervisningen skulle bygge meget mere på par-arbejde og gruppearbejde hvor jeg ved at gå rundt og snakke med de enkelte, kunne fornemme hvor de stod og hvad deres niveau var. I Sisimiut er tingene imidlertid ikke helt som vi havde troet. Det er en by der måske er lidt anderledes end de andre steder i Grønland. Det siger de selv og vi fornemmer det også. De første timer med klasserne viste, at de ikke var så meget anderledes end en dansk gennemsnitsklasse. Nogle var fremme i skoene og ville gerne vise den nye lærer hvad de kunne fagligt og andre var selvfølgelig mere tilbageholdende eller helt tavse. Det sproglige spiller også en stor rolle: mange unge er faktisk ikke særligt gode til dansk selv om de har haft det i skolen fra de var små. Jeg skal derfor også passe på ikke at tale for hurtigt og for indviklet (indrømmet: måske lidt svært for mig!). Det gængse eksempel på sprogforvirring er, hvis jeg f.eks. spørger ”har du ikke lavet dine lektier?”. Svaret ”nej” betyder her oppe ”jo det har jeg da” og svaret ”ja/jo” betyder ”du har ret – det har jeg ikke”. Det er vores vane med at putte det der ”ikke” ind i vores spørgsmål som forvirrer.

Paradokser er her også. Lad os f.eks. se på busdriften i byen. Jo der er skam bybusser selv om byen ikke er så stor. Der er vist nok tre busser i alt som kører samme rute alle tre. Der er nr. 1, 2 og 80! Hvor alle busserne med numre fra 3 til 79 er blevet af ved vi ikke! Måske er de med tiden kørt ud over skrænterne? Det næste sjove med busserne er at de kører i en cirkulær rute rundt i byen – det tager ca. 40 min. hvis man står på og tager hele turen rundt til man er tilbage igen. Små afstikkere ned ad sideveje til enden for at  samle folk op og vende om til hovedruten igen. MEN vi kører kun den ene vej rundt i cirklen! Hvis altså et ældre menneske har to stoppesteder ned til den nærmeste Spar-butik i den forkerte retning, må han eller hun tage bussen hele vejen rundt! Til gengæld er der så kun to stoppesteder hjem igen. I den lokale avis er der i denne uge klage over dette system, men den ansvarlige forklarer at det ikke bliver lavet om foreløbigt. Der er flere undskyldninger. Ingen penge til stoppesteder på den anden side af gaden. Der skal også laves ”vigepladser” ved stoppestedet for at bussen ikke er i vejen for de (meget få) biler der skal overhale mens den tager folk op. Der er også et særligt sted ved Brugseni (ja sådan hedder den) hvor det skulle være næsten umuligt at køre den anden vej! Nå  -  vi bliver måske klogere hen ad vejen og forstår mere med tiden.

Udsigt mod syd - fuldmåne over bjergene

Vi bliver mere og mere taknemmelige over den perfekte bolig vi har været heldige at få og samtidig dens placering (sammenlignet med andre steder og andre kollegers tildelte bolig). Vores 5 små boligblokke med tre lejligheder i hver, ligger på en klippeknold ved siden af alderdomshjemmet og nogle få pensionistboliger. Her er ingen gennemkørende trafik og husene ligger i en hestesko med legeplads og tørresnore indenfor i hesteskoen. Helt roligt. Jeg tror hurtigt vi lærer de andre at kende i den lille enklave. Og så udsigten endnu engang. Vi har havet og klippeskærene ud for kysten; vi har kik ind over den sydlige del af byen når vi ser den anden vej ud af stuevinduet og bag ved byen har vi udsigt til bjergtoppene lige bag byen. Stik syd ser vi i det fjerne bjergtinderne syd for polarcirklen med gletchere og sne på tinderne. Vejret, skyerne, solen, disen og tågen gør at sceneriet skifter fra dag til dag og fra morgen til aften. Vi må hele tiden sige ”prøv lige at se hvordan det nu ser ud”. Så er der hvalerne som sender deres blåst op på helt uforudseelige tidspunkter. Fra køkkenvinduet kan vi se direkte op til Præstefjeldet som vi besteg for snart flere uger siden. Går vi om bag den midterste husblok har vi en bænk velegnet til aftenkaffen og udsigten til solnedgangen over havet. I forgårs var der en fantastisk flot orange himmel ved solnedgangstide, men naboen sagde ”bare vent til lidt senere på året – så bliver det rigtigt flot!”.

Solnedgang ved kaffebænken

Næste gang vi skriver, skal I høre om vi er blevet medejere af et hundespand og om vi også skal til at køre snescooter!

Højdepunkter i bogstaveligste forstand

Så nåede vi op på Præstefjeldet (550m) i selskab med Qarsoq og Minik. I brochuren står der at det er en middelsvær tur, men vi synes nu det er lidt underdrevet! Minik heppede på os i bedste Chris MacDonald stil ”kom nu, vi er der snart, jeg ved I kan” osv osv. Nå men det var anstrengelserne værd for udsigten er fantastisk fra toppen, man kan se fjelde så langt øjet rækker, man kan overskue hele Sisimiut på én gang og man kan se langt ud over havet. Og så var der blikstille og 20 grader på toppen.

Udsigten fra Præstefjeldet, bemærk Kællingehætten (spidsen) i det fjerne

Vi har haft vore første middagsgæster i den forgangne uge: Charlotte, Marie Louise, Karl, Karls 84- årige far Jaffet, Minik og Qarsoq. Vi havde godt nok kun tallerkener til 6, men Minik medbragte to tallerkener af Bittens meget fine Grønlandske udgave af mågestellet – hvor mågerne er skiftet ud med kajakroere.

Jaffet

Så er gymnasiet startet op i den forgangne uge, dog uden elever - de kommer i løbet af den kommende uge. Lærermøder og forberedelse.

Efter vi har fået ”eget rækkehus” er vi blevet flittige brugere af STARK. Hylderne er godt nok ret tomme – de venter på nye forsyninger fra DK, men vi må så tage det der er for hånden. Det lykkedes i går at finde en lang lamineret plade med bøgekant der nu er opsat som ekstra køkkenbord under vinduet ud mod gårdsiden. Her vil vi også kunne indtage morgenmaden hvis det lykkes at finde et par høje stole i Jysk.

Søndagen har stået på endnu en fysisk udfordring: opstigning mod Kællingehætten. Strålende sol og 20 grader hele dagen. Det blev til 5 timers vandretur, idet vi valgte den middelsvære rute (der er ikke nogen ”let” rute). Det lykkedes at komme op til ”skulderen” af bjerget (ca.650m) – lige under den spidse top. Ingen af os havde lyst eller energi til at tage det sidste stykke op, hvor man af og til skal klamre sig til et reb for at kunne få passende støtte. Turen ned igen mod byen var til tider spændende (læs: udfordrende). Stien er (som der står i folderen) til tider ret eksponeret som det så fint hedder. På godt dansk: man svæver på afgrundens rand! Men ned kom vi og var bagefter inviteret på middag i Sømandshjemmet med de andre nyansatte fra gymnasiet. Efter middagen var vi til møde i kulturhuset med de studerende fra Arktisk Teknologi (DTU) som fortalte om deres forskellige projekter omkring spildevand, energi, vandforsyning, affaldshåndtering, isolering osv osv. Meget interessant at få det særlig grønlandske aspekt med.

Frokost i højderne

  

Udsigten fra Kællingehætten

Så tar vi cyklerne frem…

Kasser i massevis

Alt er pakket i bølgepap og tape

Torsdag var store flyttedag. Om formiddagen kom 4 unge flyttemænd med vores ting fra containeren. Alle møbler og ting der ikke var pakket i flyttekasser var pakket grundigt ind i bølgepap og tape! Og alt service og ting der kunne gå i stykker var pakket enkeltvis ind i papir. Det føltes næsten som juleaften, men med ALT for mange gaver der skulle pakkes op. Vi pakkede møbler ud hele dagen og forsøgte så at få et overblik over hvordan møblerne skulle stå, men vi havde ét problem; hvor var de gule ben til vores spisebord?? Kunne det virkelig være sandt at vi havde glemt at pakke dem ned? Nej, heldigvis fandt vi dem i nogle kasser med tøj. Ellers havde vi været nødt til at spørge flyttemanden om han havde set de gule ben, så ville han have troet vi spurgte efter en kuglepen. Heroppe udtales k som g og p som b.  ¨

Fat mod Karsten!

Vi havde også købt køleskab, vaskemaskine og seng af nogen der rejste hjem, det stod på gymnasiet. Heldigvis kender vi et par rigtig søde unge mænd heroppe, Minik og Qarsoq, (Bittens sønner)som havde tilbudt at hjælpe, de hjalp også med at bære et par tunge ting på 1 sal.

Minik og Qarsoq vore dejlige hjælpere

Om aftenen cyklede vi ned på Sømandshjemmet og spiste sammen med Minik og Qarsoq. Det var meget nemt at cykle derned, men hjemturen var hård, men vi klarede det! De der cykler heroppe har mountain-bikes med mange gear, vi har bare 7, til gengæld bruger vi cykelhjelm, det er der stort set ingen andre der gør.

Første morgenkaffe i vores hus

 I går gik med at pakke ud og finde ud af hvordan vi skulle indrette os. Vi blev begge klar over at vi har medbragt bjerge af tøj, som der slet ikke er plads til i klædeskabet. Så er det jo rigtig heldigt at vi har fået et hus med masser af opbevaringsmuligheder.

Marie-Louise og Charlotte

Vi har også haft besøg af Charlotte og Marie-Louise, de er heroppe for at fejre en vens 50 års fødselsdag.

Igen i dag har vi været ude på cyklerne, denne gang for at komme op til byen. Først kører vi ned af en meget stejl bakke og derefter op af en lang stejl bakke, ingen af os kan klare bakken opad (endnu) men mon ikke det bliver bedre med tiden. Jeg forventer at få faste lår og baller af stål mens jeg er her!

I eftermiddag skal vi op på Præstefjeldet (548m) sammen med Minik og Qarsoq. I aften kommer en af Karstens nye kolleger, Birthe, til kaffe, hun bor på Sømandshjemmet indtil hendes møbler ankommer.

Mens jeg skriver dette lytter jeg til Milton Nascimento, hvis skønne musik strømmer ud af højtalerne fra Lucies aflagte konfirmations-stereoanlæg, tak for det Lucie :)

I dag har vi fint solskin og over 20 PLUS grader, jeg burde have taget et par shorts med!