mandag den 30. marts 2015

Snehulebygning modul 1

Klassen 2.B har studieretningen "Idræt og fjeldliv" og med til undervisningen hører derfor nogle ture ud i fjeldet med overnatning - også om vinteren. I sidste uge var de afsted fra tirsdag til fredag, med overnatning i både hytte og telt eller snehule. En del af deres projekt var også (i teknologifaget), at fremstille et transportmiddel til bagagen eller en selv, når man begiver sig ud i sneen. Fantasien var stor og her er et par billeder, taget under evalueringen. Ikke alle transportmidler var lige velegnede - et par hjemmelavede ski var direkte livsfarlige iflg. konstruktørens egen mening. Jeg var med fra onsdag til torsdag, og havde både lidt matematikundervisning om vinkelberegning i forbindelse med fare for laviner og desuden var jeg med til at bygge snehuler. Forklaring følger nedenfor.





Camilla med sine hjemmelavede snesko

Onsdag eftermiddag og hele torsdagen gravede vi snehuler. Ikke igloer, men huler man graver ind i en snefane. Inden man begynder skal man lige tjekke at der er sne nok. En lang stav skydes vandret ind i sneen og der skal være mindst 4 meter. På billedet lige herunder, ses den lange sammenklappelige stav. Man graver to huller ind i snefanen med et par meters mellemrum, og 3-4 meter inde graver man så de to gange sammen til de mødes og udvider derefter rummet. Sneen er meget forskellig i konsistens - nogle lag er lette at grave i og andre er mere kompakte. Jeg har ikke selv forstand på alt dette, men lærerne Nicolai og Louise er erfarne snehulebyggere.

Starten af processen med at grave to gange ind i sneen


Dorthe arbejder ihærdigt

Der blev gravet i alt 4 snehuler (2 indgange pr hule), hver med plads til 3-4 elever

Så blev forbindelsen mellem de to gange etableret - Naalu titter ind til os andre

og i løbet af endnu et par timer var hulen udvidet og kakao kunne tilberedes
Bagagen og alle 4 beboere på plads i hulen
Herefter tildækkede vi først den ene indgang

Det gælder om at man ligger lidt højt i hulen og indgangen skal derfor helst komme skråt nedefra og op i hulen. Dette skyldes at kulden "falder ned" og varmen bliver oppe i hulen. Vi havde ikke helt styr på dette og måtte bagefter sørge for at indgangen havde den rette hældning opad.
  

De fire piger "prøveligger" så størrelsen kan beregnes - der mangler vist lidt i bredden!
Jeg måtte tilbage til byen torsdag sen eftermiddag, men eleverne fortsatte arbejdet med at forbedre hulerne. Lørdag kørte jeg ud med Kathryn og Lucie (som netop er kommet på besøg i påskeferien) for at bese de færdige huler. Pigerne havde skåret store blokke ud af sneen og overdækket krybegangen, samt lukket det andet store gravehul. Se bare resultatet her:

Det ligner nærmest indgangen til et ægyptisk gravkammer!
Man kommer nu nedefra og ind i hulen

Skulle vi overveje at flytte herud et par dage?






Ingen kommentarer:

Send en kommentar