Snehulebygning modul 1

Klassen 2.B har studieretningen "Idræt og fjeldliv" og med til undervisningen hører derfor nogle ture ud i fjeldet med overnatning - også om vinteren. I sidste uge var de afsted fra tirsdag til fredag, med overnatning i både hytte og telt eller snehule. En del af deres projekt var også (i teknologifaget), at fremstille et transportmiddel til bagagen eller en selv, når man begiver sig ud i sneen. Fantasien var stor og her er et par billeder, taget under evalueringen. Ikke alle transportmidler var lige velegnede - et par hjemmelavede ski var direkte livsfarlige iflg. konstruktørens egen mening. Jeg var med fra onsdag til torsdag, og havde både lidt matematikundervisning om vinkelberegning i forbindelse med fare for laviner og desuden var jeg med til at bygge snehuler. Forklaring følger nedenfor.

Camilla med sine hjemmelavede snesko

Onsdag eftermiddag og hele torsdagen gravede vi snehuler. Ikke igloer, men huler man graver ind i en snefane. Inden man begynder skal man lige tjekke at der er sne nok. En lang stav skydes vandret ind i sneen og der skal være mindst 4 meter. På billedet lige herunder, ses den lange sammenklappelige stav. Man graver to huller ind i snefanen med et par meters mellemrum, og 3-4 meter inde graver man så de to gange sammen til de mødes og udvider derefter rummet. Sneen er meget forskellig i konsistens - nogle lag er lette at grave i og andre er mere kompakte. Jeg har ikke selv forstand på alt dette, men lærerne Nicolai og Louise er erfarne snehulebyggere.

Starten af processen med at grave to gange ind i sneen

Dorthe arbejder ihærdigt

Der blev gravet i alt 4 snehuler (2 indgange pr hule), hver med plads til 3-4 elever

Så blev forbindelsen mellem de to gange etableret - Naalu titter ind til os andre

og i løbet af endnu et par timer var hulen udvidet og kakao kunne tilberedes

Bagagen og alle 4 beboere på plads i hulen

Herefter tildækkede vi først den ene indgang

Det gælder om at man ligger lidt højt i hulen og indgangen skal derfor helst komme skråt nedefra og op i hulen. Dette skyldes at kulden "falder ned" og varmen bliver oppe i hulen. Vi havde ikke helt styr på dette og måtte bagefter sørge for at indgangen havde den rette hældning opad.

  

De fire piger "prøveligger" så størrelsen kan beregnes - der mangler vist lidt i bredden!

Jeg måtte tilbage til byen torsdag sen eftermiddag, men eleverne fortsatte arbejdet med at forbedre hulerne. Lørdag kørte jeg ud med Kathryn og Lucie (som netop er kommet på besøg i påskeferien) for at bese de færdige huler. Pigerne havde skåret store blokke ud af sneen og overdækket krybegangen, samt lukket det andet store gravehul. Se bare resultatet her:

Det ligner nærmest indgangen til et ægyptisk gravkammer!

Man kommer nu nedefra og ind i hulen

Skulle vi overveje at flytte herud et par dage?

ACR igen

Dette års ACR forløb ganske anderledes end sidste års. Nærmest "modsat" hvis man kan sige det sådan. Starten var i flot solskin trods vejrudsigterne som lovede noget andet. Men solskinnet holdt kun et par timer, så kom skyerne og gråvejret. Andendagen var nærmest indhyllet i tåge fra start til slut, og jeg har mest ondt af de udenlandske deltagere som ikke fik set hvor fantastisk en solbeskinnet dag i fjeldet kan være på disse breddegrader. Vi var endda oppe i "labyrinten" som et bestemt fjeldområde kaldes, og hvorfra der i godt vejr ville have været en meget smuk udsigt ned over Førstefjorden. Man kunne ikke se en hånd for sig og nedkørslerne skete med livet i hænderne, idet man prøvede at plove og følge sporet så godt man kunne. Et par ture i sneen blev det også til - mest i panik over ikke at vide hvad der ville komme 5 meter længere henne. Man har et fænomen her, kaldet "white out" hvor man mister orienteringen og ikke kan se om det går op eller ned- alt er bare hvidt i hvidt. Det oplevede vi til tider om lørdagen.

Lejren og hyggen om aftenen var som sidste år og jeg var ikke nær så udmattet. Med lidt større realisme havde jeg denne gang valgt den korte distance på 100 km i alt - fordelt over de tre dage. Nætterne var heller ikke så kolde som i 2014 - kun ca. 10 graders frost og soveposen var rigeligt varm. Men så kom natten til søndag og vinden tog til. Den udviklede sig i løbet af natten til noget nær storm og teltdugen rev og flåede i os hen mod morgenen. Under morgenmaden blev det bekendtgjort at sidste løbsdag måtte aflyse af sikkerhedsmæssige grunde. Løjperne ville sne til i løbet af få minutter og vinden ville gøre det uforsvarligt at løbe på ski. Vi pakkede sammen og blev i små flokke bugseret tilbage til Sisimiut på snescootere eller i den store åbne container som også bruges til bagagen.

Alt i alt fik jeg dermed kun løbet 66 km og det tog samlet 11 timer. Dvs. 6 km/timen (nøjagtig samme fart som sidste år). Det indbragte mig en fjerdeplads blandt mændene i min aldersklasse (50+) og 1 time og 13 minutter langsommere end ham som blev nr. 3. Hvis du lover ikke at sige det til andre, må jeg dernæst indrømme at der faktisk kun var 6 deltager på 100 km i min aldersklasse. Den ene var slet ikke med på dag 2 og man kan derfor også sige at jeg blev "næstdårligst".

For informationens skyld kan jeg tilføje at på den lange distance (160 km) deltog 16 mænd i min aldersklasse, hvoraf de 11 gennemførte begge dage. Den bedste løber i denne aldersklasse (Kristian Kreutzmann fra Grønland) nåede på de to dage at løbe 102 km og gjorde det på 10 timer og 22 min.
Alt i alt blev løbet igen i år vundet af Martin Møller med en tid på 6:33:49. På kvindesiden vandt Kamila Borutova fra Czekkiet i tiden 8:19:02.

Læg mærke til mit løbsnummer. Det er vist det perfekte nummer for en som mig, med matematik og datalogi som fag. 1024 er nemlig tallet 2 opløftet i tiende potens. Altså 2*2*2*2*2*2*2*2*2*2. Når man f.eks. taler om at noget fylder 5 KB på PC-en, mener man i virkeligheden 5 gange 1024 Bytes, hvor kilo ellers normalt betyder 1000.

Se mange flere billeder fra løbet på Fotos fra løbet

Højt humør ved starten

Optimismen aflæses tydeligt

Naalu fra min 2.B klar til sit første ACR. Hun skal løbe sammen med sin far.

Midtvejs på andendagen er realismen mere tydelig

Aima fra Ilulissat holdt mig med selskab på 14 km rundt i labyrinten

To køkkenpiger med en  ske der vil noget

Naalu undervejs - nu med hvidt hår.

Søster på slædetur

P.t. har vi besøg af Kathryns søster Tora og niecen Elisabeth på 15 år. I går benyttede vi lejligheden til årets første slædetur til UFO-en. 8 hunde opførte sig nogenlunde eksemplarisk når der nu var gæster på slæden, selv om der altid sker et eller andet uforudset. På udturen skulle vi op ad "benbrækkeren", men den er let i år, hvor vi kører nede i slugten og ikke oppe på kanten. Til gengæld var der et større område med glat is, som hundene slet ikke kunne forcere. De nærmest gled baglæns hele tiden. Til sidst var jeg nødt til at lede dem i en bue udenom isen og så gik det OK.
Ude ved UFO-en skulle der skagles ud og jeg var kreativ og "parkerede" et par hunde i kæde ved tallerkenens ben:

Man må huske at løsne hundene inden UFO-en flyver!

En anden blev parkeret ved at blive hængt op på en af opstanderne:

Timo er "hængt op" og et par andre hunde kikker sultne på et par stykker kanelknækbrød

De to polarforskere i frostsikker beklædning (delvist)

Vores hunde er heldigvis så velopdragne at man roligt kan slippe dem løs ude i fjeldet. Så kommer de tilbage lige så snart man kalder på dem (næsten ...). Se bare her:

Udsigten ned over Førstefjorden og med Davis Strædet i baggrunden

Men det udforudsete skete da vi skulle køre videre. Timo (den der var hængt op) havde mens den kedede sig, fået bidt det tov over der holder opstanderne på plads i opret stilling. Så lige da vi skulle køre videre "sejlede" det hele og vi var nødt til at stoppe og udføre en nødreparation.

.... og så blev de udlærte slædekuske!! Så hurtigt kan man lære det. Kan du tælle til 8?

Dyb koncentration præger de professionelle

Et foto fra i lørdags hvor motorkraften kom fra snescootere

Service for turister

Til sidst en lille historie som gæsterne oplevede i dag, hvor de færdedes alene i byen (Kathryn og jeg var på arbejde). Uden for boghandleren standsede en taxi og spurgte Tora og Elisabeth om de ville ha' en lille rundtur. "I skal ikke betale noget - jeg har god tid lige nu" sagde han. De var modige og tog mod tilbuddet. Så kørte han dem lidt rundt i byen og snakkede løs om det ene og det andet. Bl.a. at han i morges havde set en polarræv i byen ("De bli'r frækkere og frækkere og jeg var lige ved at køre den ned"). Turen gik også ned over "dumpen" (byens losseplads) og foredraget inkluderede fortællinger om  ravne og deres måske 190 gemmesteder for vinterforråd. Til sidst blev gæsterne sat af foran konditoriet, som var deres egentlige mål. Kvit og frit - det må da være service! 

I øvrigt havde han prøvet det samme for et par dage siden med nogen andre turister, men de var flygtet over hals og hoved. Så havde han lukket vinduet op og råbt "Vi er ikke i Afghanistan!!!".

Solnedgang den dag vore gæster var ankommet

Så er der fangst

Nu er der så meget is i havnen at jollerne ikke kan komme ind og ud (sådan har det været længe). De joller der er fri af isen kan imidlertid sagtens sejle ud på fangst. I dag så vi tilfældigt et par joller som lagde til ved iskanten lidt udenfor havnen. De var sejlet ud i dag kl. 10 og kl. ca. 15 var de inde med en fangst på 5 sæler. Sælerne blev skudt i fjorden Ikertoq (fjord nr. 2 syd for byen). Jeg hoppede ned på isen og fik en "sok" i vandkanten inde ved land. Fik købt ca. 10 kilo sælspæk til hundene og så slæbte vi det hjem i to plasticsække med snor! Sækkene holdt heldigvis.

Karsten og Tora med spæk i snor!

Karstens højre ben er lidt vådt! Men jeg frøs ikke - med garanti!