Lige i nærheden af os skal der bygges en 4-etagers ejendom med omkring 12-15 pensionistboliger. Men se først lige grunden hvor der skal bygges:
Her er selvfølgelig klippegrund overalt og man kan ikke bare grave ud til fundament. Først må der fjernes klipper og det gøres med dynamit. En smart transportabel boremaskine går i gang med at bore huller som sprængladningerne kan placeres i:
Her er Alfred i gang med styringen og boringen (i parentes bemærkes at Alfred var den første grønlænder som var med i Sirius-patruljen højt mod nord - det var engang i 70-erne). Måske kan man fornemme at maskinen er tøjret bagud med en wire - den står nemlig ofte på meget skrå flader.
De store gummimåtter herunder bruges til at tildække sprængningsstedet, så der ikke flyver sten gennem luften som projektiler. Når der sprænges afspærres vejen foran byggeriet og der lyder en kraftig hyletone lige inden braget.
Her et par uger senere er der så planet ud og klipperne bagved er rettet af til en lodret væg og området foran er fladet helt ud:
Men bygningen skal have elevator og bl.a. derfor skal der graves 4 meter ned i dybet. Her er der selvfølgelig også klipper og boremaskinen og Alfred må i gang igen (til højre):
Overskydende sten og klipper køres bort:
.... og læsses af lige rundt om hjørnet hvor der er plads:
Ja det er en lang proces og ingenting kan sammenlignes med Danmark.
Man er også ved at tilbygge nogle kvadratmeter til alderdomshjemmet. Hjemme i DK ville man via en betonstøbefabrik få leveret de færdige elementer til bygningen. Her er der ingen fabrik, men masser af sten og grus til at blande med den importerede cement. Det betyder så at vægge og lofter må støbes på stedet i etaper og det tager lang tid. Kranen bruges til at hejse store beholdere med beton op, så det kan hældes ned mellem støbevæggene (se til venstre):
Nu vi skriver om husbyggeri, får I også lige et par billeder af huse i byen. Først et helt traditionelt grønlandsk hus taget ved vintertide:
Herunder et billede man kunne give titlen "nyt og gammelt":
Endelig byens mest morsomme hus (som vi lige i starten troede var ubeboet). Man skal over en faldefærdig bro for at komme ud til huset der ligger på en lille klippeknold:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar