Kathryn skriver:
I lørdags var det jo som bekendt ”Kvindernes Internationale Kampdag”. Det var det naturligvis også heroppe. Dagen blev markeret med optog, taler m.v. i løbet af dagen og gallafest i Taseralik (kulturhuset) om aftenen. Jeg deltog i festen sammen med ca. 200 andre kvinder. Det var en hyggelig aften med god mad, taler, højt humør og masser af snak og latter. Årets kvinde i Sisimiut blev kåret, det blev hotelchefen Annette Lings der fik titlen, for alle de nye tiltag hun har tilført byen, bl.a. åbning af Café Nord, take-away mad fra hotellet og søndagsbrunch. Senere var der modeshow med designer Else Lennert’s flotte festkreationer i sæl, uld og silke, Else brugte smukke slanke kvinder som modeller. Bagefter havde ”Butik 56” et modeshow med mere hverdagsagtigt tøj, modellerne her var helt almindelige kvinder i alle aldre, størrelser og faconer. Der blev klappet og piftet meget under begge modeshow. Resten af aftenen var der dans ad libitum.
Karsten skriver om:
I lørdags var det jo som bekendt ”Kvindernes Internationale Kampdag”. Det var det naturligvis også heroppe. Dagen blev markeret med optog, taler m.v. i løbet af dagen og gallafest i Taseralik (kulturhuset) om aftenen. Jeg deltog i festen sammen med ca. 200 andre kvinder. Det var en hyggelig aften med god mad, taler, højt humør og masser af snak og latter. Årets kvinde i Sisimiut blev kåret, det blev hotelchefen Annette Lings der fik titlen, for alle de nye tiltag hun har tilført byen, bl.a. åbning af Café Nord, take-away mad fra hotellet og søndagsbrunch. Senere var der modeshow med designer Else Lennert’s flotte festkreationer i sæl, uld og silke, Else brugte smukke slanke kvinder som modeller. Bagefter havde ”Butik 56” et modeshow med mere hverdagsagtigt tøj, modellerne her var helt almindelige kvinder i alle aldre, størrelser og faconer. Der blev klappet og piftet meget under begge modeshow. Resten af aftenen var der dans ad libitum.
Karsten skriver om:
Små og store
forskelle
Det har været spændende at opleve de forskelle der er mellem
vores vante hjemlige livsbetingelser og de som findes her i byen. Det gælder
både kulturforskelle, naturen, omgivelserne og de lokales måde at agere på.
Mange gange har vi tænkt på de tilsvarende oplevelser vi har fået gennem mange
rejser til Uganda.
Her kommer et par stykker i vilkårlig rækkefølge.
Vi møder et kendt ansigt på vejen og hjemme ville vi sige ”hej”
eller standse op og få en lille sludder. Her i byen kender vi efterhånden
rigtig mange mennesker og kan næsten ikke undgå at møde nogen vi kender hver
gang vi bevæger os rundt i byen. Dette gælder selvfølgelig endnu mere de
fastboende. Hvis man hele tiden skulle standse op og snakke med bekendte, ville
man aldrig nå hjem eller i butikken eller hvad man nu er i færd med. Den
grønlandske hilsen er ofte bare at man løfter øjenbrynene højt op i panden og
dermed signalerer ”jeg har set dig og nu hilser jeg på dig”. Ingen ord er
nødvendige. I starten skal man lige vænne sig til det, men nu er det helt
naturligt. Vi vedbliver dog selv med at sige ”hej”.
I skolen har eleverne høje fraværsprocenter. Vi var
forberedt på at det var værre end på Allerød Gymnasium, men blev alligevel
overrasket! Nogle har store familiære problemer eller lever alene på kollegium
langt fra familien. Så der kan jo være undskyldninger. Men for mange er det
rent ud sagt ”pjæk” som vi også kender det fra DK. Sover for længe og møder
først til anden eller tredje time. Bliver hjemme en dag eller to. Det sænker desværre
niveauet i klassen at så mange hele tiden er fraværende. Man må gentage fordi
flere ikke var der sidste gang. Jeg har endnu ikke fundet den helt rigtige
forklaring på hvorfor det er sådan og hvorfor ingen i tide lærer de unge
mødepligt og selvdisciplin.
Første gang jeg hørte en elev bøvse højlydt i min time,
kommenterede jeg det på en eller anden måde. Nu er jeg holdt op med det, for
det viser sig åbenbart at være acceptabelt. Mange gør det og ingen tager notits
af det. Både piger og drenge kan finde på det.
Nu hvor det er vinter og sneen stadig falder, går man og
forestiller sig hvordan det bliver når det alt sammen skal smelte og prøver at
huske hvordan her så ud i sommertiden. Vi går hen over spejdersøen hvor man i
sommer kun kunne gå en tur på stien rundt om søen. Vi kører på slæde midt i
elv-lejet hvor vi i oktober kun kunne gå på en lille sti langs siden (se
billede nr 2 fra ”Ultimo oktober” hvor Kathryn går op gennem en kløft – her har
jeg nu kørt på hundeslæde flere gange – så meget sne er der!). Vi kører på
snescooter op ad en bakkeskråning som man aldrig ville kunne bevæge sig op ad i
sommertiden. I byen er mange afstande blevet kortere på grund af isen og sneen.
Alle genveje kan bruges og børnene kurer på numsen ned ad stejle klippesider
hvor de i sommer ville være kommet slemt til skade eller blive knust forneden.
Vi har ingen billeder af det, men vil forsøge at få taget nogle. Børn bliver
også trukket i børnehave på slæde eller sågar i en slæde bundet bag på en cykel
(mountain-bike med pigdæk – ned ad bakke trak han slæden op på siden af cyklen).
Når man er ude i den store natur – enten på slæde, scooter
eller ski – bliver man hele tiden overvældet af storheden, uberørtheden og
stilheden. På scootertur i lørdags med 14 andre, endte jeg pludselig ved en
fejltagelse med at stå alene i en snedækket dal 35 km fra byen. Fejltagelsen bestod i at jeg
fulgte efter to andre uden at lægge mærke til at de 12 resterende var sakket
agterud og at jeg nu pludselig ikke kunne følge de forreste fordi de var
erfarne og kørte hurtigt. Man bliver meget lille og lidt nervøs. Meget er
overladt til en motor som forhåbentlig vil starte igen. Kommer der nogen forbi?
Kører de samme vej tilbage? Skal jeg vende om og finde de andre eller
fortsætte? Se billederne og den lille film fra dalen. Kun scootersporene viser
at her har været levende væsener.
Racerklubben i position |
Den stille dalsænkning 35 km fra byen |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar