Apoteker med rækkehus

Det går fint med at være ”apoteker”, det hedder man ude i byen, når man er den, der står i apoteket, tror jeg vil skrive det på mit CV. Jeg har stadig mange udfordringer, ikke mindst fordi en stor del af det øvrige personale er sommervikarer, som ikke nødvendigvis kender huset og som derfor spørger en om alt muligt, men det er med til at gøre jobbet spændende.  Heldigvis er det også en meget livlig arbejdsplads og der bliver grinet rigtig meget. Alt hvad der kan fejres bliver fejret! som forleden dag til morgenkaffen da en af sygeplejerskerne pludselig brød ud i sang. Straks blev sanghæfterne fra sidste års julefest delt ud og så der blev sunget, klappet, trampet, grinet og skålet i kaffe. Anledningen til sangen var, at det var længe siden at der havde været foretaget en abort. Heldigvis er antallet af aborter faldet med over 50 % i løbet af de sidste par år. Sidste år var der 17. Vi har nogle meget ihærdige sygeplejersker, der oplyser om prævention og kønssygdomme. De laver kampagner på skolerne og andre steder hvor de unge mennesker opholder sig. Herligt at man kan fejre noget med en sang og et godt grin J

Min glæde blev stor i onsdags da vi fik tilbud om en permanent bolig. Så snart jeg havde fri, gik jeg ud for at se beliggenheden. Det viste sig at være et lille rækkehus på 82kvm i 1½ plan, med køkken, stue og badeværelse i stueplan og 2 værelser, et lille og et større, på 1. sal, der er også et lille disponibelt rum, uden vinduer, som jeg straks så var beregnet til garn J, stof J og måske lidt tryllegrej. Vi kan flytte ind d. 1. august. Huset ligger ret højt, på en klippeskråning, der er hav-kik fra stuen og en skøn udsigt fra 1. sal. Viceværten sagde at det er et fredeligt område, det glæder jeg mig til, for der festes og spilles høj musik døgnet rundt næsten hver weekend i ”min” blok. Huset ligger på Salliaq, som er i den anden ende af byen, så nu får jeg ca 1½ km på arbejde, i modsætning til de 200m jeg har nu.

Huset set fra "gården"

De yderste 2 x 2 vinduer er vores.

Forleden dag var jeg til kaffemik hos en kollega hvis datter fyldte 12. Der var et overdådigt udvalg af mad. Fiskesuppe, moskussuppe, tørret hellefisk, mattak, røget fjeldørred, lammesteg, rensdyrsteg, cheesecake, chokolade lagkage og mazarin med flødeskum og frugter. Det smagte dejligt undtagen mattak, hvalhud og spæk, som skæres i små terninger og spises med soja eller Knorr aromapulver, (garanteret for at dække over smagen), mattak og jeg bliver ALDRIG gode venner. Det var rigtig hyggeligt og svigerfaren, en hyggelig gammel fyr, fortalte stolt os danskere om en hytte han var ved at bygge i fjeldet ved Tredje Fjorden.  

I går gik jeg en lang tur i fjeldet. Hvis man går ud af byen, i retningen væk fra havet, kommer man til vandværket, der starter grusvejen som fører igennem et område hvor mange af hundene har sommerboplads. Grusvejen fortsætter langt ind i fjeldet, på et tidspunkt krydser man en lille elv, da det var sommer i går, måtte jeg stoppe op og stikke mine blege fødder i det iskolde vand. Jeg gik videre og kunne næsten ikke holde op med at gå, for der var hele tiden et vejsving eller et bakketop jeg lige ville forbi og se den nye udsigt. Der må jeg ind igen! Jeg følte mig lidt som Rødhætte, der hele tiden fik øje på en ny blomst, for mig var det et nyt udsigtspunkt jeg måtte nå. Heldigvis så jeg ikke noget til ulven.

Elven jeg kølede fødderne i.