Karsten lander i fjerde forsøg

Så er også jeg i Sisimiut siden i tirsdags. Det var ellers en noget besværlig transport videre da jeg først var landet i Sdr. Strømfjord. Efter planen var der over 3 timers ventetid og jeg gik derfor en lang tur ned til den nye bro over elven – den bro der blev revet væk sidste sommer af en pludselig flodbølge oppe fra indlandsisen. Da jeg kom tilbage til afgangshallen havde de åbenbart kaldt mig over højttalerne flere gange – mit fly til Sisimiut var nemlig aflyst og jeg skulle en omvej over Nuuk (og flyafgang var kun 10 min. efter at jeg kom tilbage). Det gav så mulighed for at se landskabet på vej ned til Nuuk – bl.a. også et kik ned på Evighedsfjorden og til Sukkertoppen iskappe. Nuuk lufthavn ligger lidt højt hævet over byen og heldigvis var vejret klart og fint. Dernæst videre mod Sisimiut nordpå, men nu kom der skyer og der var tåge over byen og landingsbanen. Det resulterede i hele tre forsøg på at komme ned og få sigt til banen – forgæves. Til sidst fløj vi en lille tur ud over havet for at vente på mulig opklaring. Endelig lykkedes det kaptajnen at skimte landingsbanen og vi nåede frem!

Dejligt at se Kathryn igen efter over 5 ugers adskillelse!

Selv om vores boligblok ikke ligefrem er smuk (stærk underdrivelse) er udsigten og indretning fin når man først når op på 4. sal.

Dagene onsdag og torsdag er så gået med alt det ”administrative”. Anmeldelse til kommunekontoret, besøg på min skole og udlevering af Ipad, PC og nøgler.

 

Sådan ser min nye skole ud

 

 Kik forbi vores nye endelige bolig fra 1/8: snedkeren var ved at lægge nye gulvbrædder i stuen – dejligt sted hvor vi nok skal finde os til rette hurtigt. Fantastisk havkik. I går aftes også en fin spadseretur ind i dalen i solskin og snak med en hundeejer om det med at holde slædehunde og hvordan økonomien er: selv om det er dyrt i foder kan han sagtens tjene det hele ind igen i vintersæsonen ved kørsel med turister (500 kr. for en 2-timers tur pr. person – plads til 2-3 personer på slæden).

I dag også en 10 km løbetur ud til lufthavnen og tilbage – desværre i regn og blæst. Ja vejret skifter hurtigt fra lunt sommersolskin til skyer, tåge eller regn.

Apoteker med rækkehus

Det går fint med at være ”apoteker”, det hedder man ude i byen, når man er den, der står i apoteket, tror jeg vil skrive det på mit CV. Jeg har stadig mange udfordringer, ikke mindst fordi en stor del af det øvrige personale er sommervikarer, som ikke nødvendigvis kender huset og som derfor spørger en om alt muligt, men det er med til at gøre jobbet spændende.  Heldigvis er det også en meget livlig arbejdsplads og der bliver grinet rigtig meget. Alt hvad der kan fejres bliver fejret! som forleden dag til morgenkaffen da en af sygeplejerskerne pludselig brød ud i sang. Straks blev sanghæfterne fra sidste års julefest delt ud og så der blev sunget, klappet, trampet, grinet og skålet i kaffe. Anledningen til sangen var, at det var længe siden at der havde været foretaget en abort. Heldigvis er antallet af aborter faldet med over 50 % i løbet af de sidste par år. Sidste år var der 17. Vi har nogle meget ihærdige sygeplejersker, der oplyser om prævention og kønssygdomme. De laver kampagner på skolerne og andre steder hvor de unge mennesker opholder sig. Herligt at man kan fejre noget med en sang og et godt grin J

Min glæde blev stor i onsdags da vi fik tilbud om en permanent bolig. Så snart jeg havde fri, gik jeg ud for at se beliggenheden. Det viste sig at være et lille rækkehus på 82kvm i 1½ plan, med køkken, stue og badeværelse i stueplan og 2 værelser, et lille og et større, på 1. sal, der er også et lille disponibelt rum, uden vinduer, som jeg straks så var beregnet til garn J, stof J og måske lidt tryllegrej. Vi kan flytte ind d. 1. august. Huset ligger ret højt, på en klippeskråning, der er hav-kik fra stuen og en skøn udsigt fra 1. sal. Viceværten sagde at det er et fredeligt område, det glæder jeg mig til, for der festes og spilles høj musik døgnet rundt næsten hver weekend i ”min” blok. Huset ligger på Salliaq, som er i den anden ende af byen, så nu får jeg ca 1½ km på arbejde, i modsætning til de 200m jeg har nu.

Huset set fra "gården"

De yderste 2 x 2 vinduer er vores.

Forleden dag var jeg til kaffemik hos en kollega hvis datter fyldte 12. Der var et overdådigt udvalg af mad. Fiskesuppe, moskussuppe, tørret hellefisk, mattak, røget fjeldørred, lammesteg, rensdyrsteg, cheesecake, chokolade lagkage og mazarin med flødeskum og frugter. Det smagte dejligt undtagen mattak, hvalhud og spæk, som skæres i små terninger og spises med soja eller Knorr aromapulver, (garanteret for at dække over smagen), mattak og jeg bliver ALDRIG gode venner. Det var rigtig hyggeligt og svigerfaren, en hyggelig gammel fyr, fortalte stolt os danskere om en hytte han var ved at bygge i fjeldet ved Tredje Fjorden.  

I går gik jeg en lang tur i fjeldet. Hvis man går ud af byen, i retningen væk fra havet, kommer man til vandværket, der starter grusvejen som fører igennem et område hvor mange af hundene har sommerboplads. Grusvejen fortsætter langt ind i fjeldet, på et tidspunkt krydser man en lille elv, da det var sommer i går, måtte jeg stoppe op og stikke mine blege fødder i det iskolde vand. Jeg gik videre og kunne næsten ikke holde op med at gå, for der var hele tiden et vejsving eller et bakketop jeg lige ville forbi og se den nye udsigt. Der må jeg ind igen! Jeg følte mig lidt som Rødhætte, der hele tiden fik øje på en ny blomst, for mig var det et nyt udsigtspunkt jeg måtte nå. Heldigvis så jeg ikke noget til ulven.

Elven jeg kølede fødderne i.

Ikke noget rødvin til den dame

Der har været fuld fart på hele ugen og det er gået fint med at være ene på skansen (som jeg havde forventet). Arbejdsdagen flyver af sted og jeg synes det er sjovt at have kontakt med alle kunderne. Allerede nu kan jeg genkende en del af dem, enten fordi de kommer på apoteket ofte eller fordi jeg ser dem ude i byen.

I ugens løb har jeg hilst på Villads Jensen, som mødte Søren Peder i Qullissat sidste sommer.

Dagen efter kom Karl Davidsen, som boede hos Charlotte og Henning Ejsbøl i 1 år for 40 år siden. Karl fylder 50 til august og Charlotte & Marie Louise kommer en tur herop, han glæder sig ”helt vildt” til at få besøg.

I går kom en mand ind på apoteket og spurgte om jeg var ny og hvor længe jeg skulle være i Sisimiut, da jeg svarede at jeg blev længe, sagde han nok så kækt ”Så får du nok brug for mig”. OK manden så da meget rar ud, men jeg mente bestemt ikke jeg fik ”brug” for ham, men inden jeg nåede at svare sagde han ”… for jeg er flyttemanden i Sisimiut”. Tja, så får han alligevel ret, før eller siden får jeg brug for ham.

Inden jeg tog herop forsøgte jeg at lære lidt grønlandsk, men der er stor forskel på undervisning og praksis. Jeg forstår kun ganske få ord når der tales grønlandsk. Marie, vores gode lærer, havde lært os at sige ”qujanaq” (tak) og ”illillu” (selv tak) heroppe siger man bare ”quja” eller ”quj” og ”illi”. Jeg må gøre en ekstra indsats for at lære noget mere. 

Selv det danske sprog kan til tider være svært at genkende heroppe. Når folk skal hente medicin, skal de sige deres CPR-nr, da gælder det om at holde ørerne stive f.eks. kan d. 2.12.67 blive udtalt som ”den toende i tolvdende sivogtras”. Når det går helt galt har vi nogle tolke som er rigtig hjælpsomme.

Sallinnguit ude til højre

I dag er det lørdag og solen skinner lidt og det er næsten ikke koldt. Jeg har været en tur på Sallinnguit også kaldet Teleøen, fordi teleanlægget står derude.  Man følger vejen forbi havnen og træskibsværftet til den ender ved olietankene. Derfra går man over fjeldet og ender til sidst ude ved havet. Der er et rigt fugleliv og en masse forskellige små blomster derude. Det var skønt at sidde og kigge ud over havet, i det fjerne kunne jeg skimte nogle pukkelhvaler.

På hjemvejen var jeg i Pisiffik (Føtex) og handle. Jeg ville købe en flaske rødvin, så jeg kunne få et glas i aften og fejre at min søster Tora fylder 50 i dag. Da jeg stod oppe ved kassen tog ekspedienten flasken og sagde ” den lukker kl. 1” øhh jeg anede ikke hvad han prøvede at fortælle mig, først da han gentog ”den lukker kl.1” og stillede flasken væk, gik det op for mig, at det ikke var muligt at købe vin (og spiritus) efter kl.1. Nå, jeg må i Pisiffik på mandag og købe rødvin, så jeg har noget på lager.

Om 10 dage kommer Karsten herop, jeg glæder mig rigtig meget!

Skibet er ladet med ...

Atter en uge med nye oplevelser. Mandag eftermiddag fik apoteket varer hjem med skib fra Danmark, det gør vi ca. hver 2. måned, ind imellem får vi også lidt med fly, men da det er væsentlig dyrere kommer det meste med skib. Der kom hvad der svarer til omkring 20 flyttekasser fyldt med medicin, det skulle pakkes ud og sættes på plads så hurtigt som muligt. Der blev arbejdet over mandag og det meste af tirsdagen satte jeg varer på plads, en temmelig triviel arbejdsopgave men ok, så lærte jeg i hvert fald hvor mange af præparaterne står på lageret.

Onsdag morgen var der internet nedbrud, tilsyneladende i hele Grønland. Dette medførte nye udfordringer, idet al udlevering af medicin sker efter elektroniske recepter. Der kom ualmindelig mange på apoteket om formiddagen.  En mand sagde lidt undskyldende til mig ”jeg kan alligevel ikke lave noget på arbejde uden internet, så kan jeg ligeså godt udnytte tiden og gå på apoteket”. Det er en udfordring at udlevere medicin når der ikke er en recept at kigge på, men princippet er at hvis folk ved hvad de skal have, så får de det. Heldigvis vidste de fleste hvilket præparatet de skulle have og ved middagstid kom internetforbindelsen igen og alle var glade (og intet forkert var udleveret J )

I går havde jeg besluttet mig for at være aktiv og vandre en lang tur, men det var hundekoldt og diset. I stedet var jeg på ”shopping” dvs jeg var inde i alle de butikker, jeg endnu ikke havde været i, undtagen Stark, den må vente til Karsten kommer herop J Udbyttet var til at overskue: en pakke kuverter, grønlandske flag som klistermærker og en DVD ”Palos brudefærd” af Knud Rasmussen, en udmærket historisk film fra øst grønland omkring 1933, med det specielle at man i introduktionen til filmen, i et kort øjeblik, ser min farfar som sejlede med K.R. på den 7. Thule ekspedition. 

Jeg gik også lidt amok og købte en pose nye kartofler (800g) for 25kr, det er de første kartofler jeg har købt i de 3 uger jeg har været heroppe! Friske grøntsager og mælkeprodukter, der ikke er UHT behandlede, er meget dyre f.eks. koster en agurk 30kr, broccoli 40kr, skyr 32kr/ 500ml og yougurt 20-25kr/l.

Når jeg sådan går rundt i Sisimiut og omegn er der ting der undrer mig og som jeg endnu ikke kender svaret på. For eksempel er her enormt mange gamle røde og blå Toyota Corolla’er 4WD stationcar, samme model som vi tog med til Somalia i 1989. Er der mon kommet en skibsladning med lutter røde og blå biler? Jeg spør bare. Jeg undrer mig også over hvorfor folk, såvel mænd som kvinder, unge og gamle spytter på gaden. Ser man en flok teenagepiger hænge ud et sted, kan man være sikker på de står og spytter. Det er så uvant, så jeg undres.  

Her er også flere ting der minder mig om Uganda, f.eks. de mange stier der som et spindelvæv breder sig op over fjeldene og ind imellem husene og de ”rigtige” veje. Og sansen for detaljen er også lidt Uganda-agtig, jeg har 4 vinduer der burde kunne åbnes, det er jo vigtigt at lufte ud, men de 3 kan kun åbnes ca.1cm så støder de på gardinstangen. Jeg går og hygger mig, smågriner og undres J

Har set at skibet med vores container ligger i havnen, men da vi endnu ikke har en permanent bolig giver det ikke mening at få tingene endnu, så skal vi bare flytte det hele igen snart. Jeg savner at have mine ting omkring mig og glæder mig til vi får vores eget hjem heroppe.

Herlige børn der leger i en sandbunke

Fra snevejr til midnatssol

 Jeg er nu så fagligt rustet at jeg indgår i apotekets vagtplan på lige fod med min kollega. I dag har jeg så passet apoteket alene, det er gået fint, kunderne er flinke og mange er vældig hjælpsomme og fortæller mig gerne hvor Jette plejer at finde deres medicin og om jeg skal på lageret i kælderen for at finde det.

Det er en meget anderledes arbejdsplads end jeg har været vant til. Hospitalet er meget lille med 19 sengepladser. Hver morgen er der et kort møde hvor alle faggrupper er repræsenteret, her orienteres om hvilke patienter der er indlagt, samt hvilke udfordringer man forventer i dagens løb. 

Apoteket ligger på samme etage som sengeafsnittet og vores lager ligger dør om dør med ”kapellet”, dette betyder at man på godt og ondt kan følge med i alt hvad der foregår i huset, fra den fødendes klager til dem der sørger over et dødsfald.  Det påvirker mig en del, men jeg håber jeg vænner mig til det med tiden.

Solskin ved midnat

I fredags havde vi det der må kaldes vinterens sidste snevejr. Hele dagen var der snefnug i luften, men det var for varmt (ca. 2 grader) så sneen blev ikke liggende. Lørdag var det bidende koldt, så mit dejlige uld-undertøj og vanterne kom i brug. I dag er det til gengæld dejlig lunt med solskin som fortsætter hele natten. Jeg er ved at vænne mig til at det er helt lyst og evt. solskin hvis jeg er oppe om natten.

Solen titter op bag fjeldet kl 03

I aften har jeg været ude at gå en lang tur, ud af byen hvor der er et rimelig fladt område, hvor mange af (slæde)hundene bor om sommeren. Desværre havde myggene også fundet vej derud, så jeg blev nærmest ædt af dem.