I mandags var der pludselig hvalpe igen. Mommy havde fået tre og det var lidt uventet selv om hun måske havde set lidt tyk ud på det sidste. Hun er en erfaren mor - det er nemlig fjerde gang hun får hvalpe og 5 af de andre hunde i spandet er hendes afkom. Hun havde bare lagt dem i en lille gryde i sandet og jeg flyttede dem ind i hundehuset, hvilket hun accepterede. Det var to tæver og en hanhund, så dagen efter måtte jeg desværre foretage en reduktion så vi nu kun har de to tilbage. Mange undrer sig over at det skulle være nødvendigt, men sagen er at der er fødselsoverskud af hunde i Sisimiut og som tidligere fortalt her på bloggen, er der ikke så stor efterspørgsel på tæverne. De er mindre og måske ikke helt så stærke som hanhundene og desuden er de besværlige at have i flokken når de kommer i løbetid. Man kan prøve at undgå uønskede graviditeter ved at holde tæverne adskilt fra hanhundene, men det kan være svært da der ofte er løse hunde som strejfer omkring. I vores tilfælde er der dog ingen tvivl om, at det er førerhunden Handy som er faderen. Mommy og Handy står nemlig lænket på samme plads i hundeområdet.
|
4 dage gammel og den stolte "morfar" betragter vidunderet |
|
Han eller hun? Nu har jeg lært at se forskel selv om den er meget lille! Der var skam en lille forskel og han blev døbt Bruno. |
|
Hende her blev så døbt Dalma. Hun har fine mørke pletter og ligner måske lidt en dalmatiner. |
|
Smil til fotografen. |
|
Øjnene er endnu ikke åbnet |
Billederne herover er taget i torsdags og fotografen er Nikolaj - en ny kollega på skolen. Nikolaj vil gerne være "vikar" for Sine som er i Odense det næste år på noget efteruddannelse. Da vi kom ud til hundene kunne jeg ikke lige få øje på hvalpene i hundehuset. Det viste sig at Mommy havde flyttet dem ind i en hule under hundegården. Jeg ved ikke hvorfor, men vi lod dem være der. På de sidste billeder er hun krøbet ind til dem igen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar