Mere om fisk og hunde og solopgang og vejret og jagt og ……

Lyset vender jo tilbage med længere og længere dage. Omkring 18. marts overhaler vi jer i Danmark – så er dagen her længere end jeres! Men allerede for lang tid siden holdt vi op med at tænke på ”de mørke dage nord for polarcirklen”. Man skal huske at morgengry og aftenskumring varer meget længere end i Danmark på grund at den lille vinkel der er når solen går op og ned over horisonten, og samtidig er der sneen som lyser op. Vi må gang på gang kalde på hinanden og sige ”kom lige og se de her farver” – og så er det orange, violet, rød, gul, blålig og alle overgangene mellem disse som ses på himlen – og ofte samtidigt! Her kommer lige endnu et billede fra et morgengry. Vi kan sagtens hamle op med de bedste guldaldermalere!

Vi har haft en længere periode uden mere sne. Endog et par dage med en smule tøvejr – dvs. op til 2 plusgrader. Det var ikke så rart!! Forklaring følger: sneens overflader smeltede en smule og da det så blev frost igen var alle flader super glatte – islag overalt. På med ”pensionistjernene” som nogen kalder de gummisåler med metalpigge vi ofte bruger når vi vil være sikre på ikke at skride. Men nu er det dejligt koldt igen, dvs. minus 15-20 grader og der er endog begyndt at komme is ude på havet. Hvis der kommer stærkere blæst vil isen sikkert hurtigt bryde op igen.

På det kulinariske område er vi blevet beriget med smagen af rødfisk. Endnu en dejlig spisefisk (hvis man ser bort fra udseendet). Det er en fisk som lever på dybder op til 1000 m og som kan blive over 50 år gammel. Det tager den 18 år at blive 40 cm lang, hvor en torsk gør det samme på 3-4 år. Når den kommer op fra det store vandtryk dybt nede, gør trykforskellen at øjnene nærmest står på stilke og ser ud som om de er ved at falde af. Kiloprisen på brættet er 45 kr. og for 100 kr. har man fisk nok til 3-4 måltider (til to). Hundene spiser hoveder, skelet og haler hvis ikke vi koger suppe på det. Hvis man også vil give hundene indmaden skal det have været frosset først – dette af hensyn til eventuelle indvoldsorm som hundene så overtager fra fisken.

Sidste søndag havde vi en fin snescootertur ud til ”udsigten” ved førstefjorden. Vi parkerede scooteren og vandrede det sidste stykke ned mod fjorden. Men igen måtte vi erfare hvor svært det er at bedømme afstande i fjeldene – der var meget længere ned end vi lige forestillede os. På bakken ned tog vi billeder og film af ”slædetrafikken” – der var nemlig mange ude på tur. Nedenfor er der først et billede af en rød slæde på vej omkring et udhæng. Føreren bag slæden er en af de lokale læger på sygehuset og med som passager er der en anden læge som er her i en måneds vikariat (pensioneret, men med tilbagevendene vikariater her i Sisimiut).

Tid til kaffepause

Et par af de slæder der kom op af bakken nede fra fjorden, var lokale fangere med resultatet af jagten som bagage. Her i februar er der givet grønt lys for moskusjagt igen. De der har søgt licens har fået ”tildelt” 2 moskusokser hver, men det hele foregår inde ved Kangerlussuaq hvor Kathryn lige har været inde med fly. På slæde tager det 2-3 dage at tilbagelægge distancen på ca. 175 km. På filmen ser I altså en fanger som snart er tilbage i Sisimiut efter et par dages hjemfart, med slæden tungt lastet af den slagtede moskusokse han har skudt. Undervejs på turen er der hytter man kan overnatte i, og dunken bag på slæden er sikkert petroleum til de ovne der er i hytterne. Det går stejlt op ad bakke, men de 13 hunde arbejder sig langsomt men sikkert opad fra fjorden.

Herunder ser I så et billede af den næste slæde vi mødte. Det var min ”hundemakker” Steffen som havde været på tur med en kammerat og ”ingeniørhundene” som de kalder det hundespand der går på skift mellem nogle af de studerende fra DTU som læser til ”arktisk ingeniør”. På billedet ser man detaljer fra slæden, nemlig dels de tykke bremsetove der bruges ved stejle nedkørsler (på billedet med den røde slæde ovenfor kan man se hvordan sådan et bremsetov placeres på hornet forrest på slæden – her er det fordi de lige er kommet ned ad en stejl bakke) og samtidig ser I bag på slæden et stort gummistykke der hænger fast i et par stærke elastikreb. Det er en slags moderne teknologi der har fundet vej til slæderne, nemlig et stykke fra båndet på en snescooter som egner sig glimrende til at stille sig op på og dermed bremse slæden noget hvis der er for meget fart på. På undersiden af gummiet er der nemlig de store knopper der på får scooteren til at ”tage fat” i sneen.

De sidste to billeder er dels fra slædeturen med Kathryn forrige weekend, og dels søndagsudsigten over førstefjorden med månen hængende smukt over fjeldene.

Læg mærke til månen højt oppe.