UFO, IS og ACR

Siden sidste ”skriv” er vi nået på en længere tur med hundene. Helt ud til UFO-en som I så beskrevet tilbage i indlægget ”Ultimo oktober”. Nu er turen jo helt anderledes med al den sne. På tilbagevejen skal man ned ad ”benbrækkeren”, men vi valgte en omvej der skulle være mindre problematisk. Den var nu udfordrende nok endda! Men vi holdt da slæden oprejst og det tætteste vi kom et uheld var da Sine nærmest sad på bagen ved siden af slæden ned af en bakke: med hælene forsøgte hun at bremse lidt mens jeg stod på bremsen bagtil. 

Som tidligere nævnt: marsmændene har medbragt eget toilet!

Udsigten inde fra UFO-en og ned mod førstefjorden.

Sine prøver at holde styr på hundene mens jeg fotograferer

Så skal der skagles ud endnu  en gang

---- men hundene holder sig ikke altid i ro - desværre

Hvalpene er snart så store at de skal i kæde. Det skal senest ske når de er 6 måneder gamle.

På lørdag er der kvalifikationskørsel til de Grønlandske mesterskaber i slædekørsel. Det er samtidig det lokale Sisimiut-mesterskab. Jeg skal nok være på pletten og fotografere og filme, så vi i næste uge kan skrive en lille reportage!

Nu skal ski-træningen for alvor i gang. Kathryn har meldt sig som hjælper ved ACR (Arctic Circle Race) 4.-6. april. Jeg selv har været så letsindig at melde mig til selve løbet. Det er 160 km over tre dage, med overnatning i teltlejr. Man skal have mindst 5 kg i rygsækken ved start og mindst 3 kg ved hjemkomst. Soveposen skal godkendes af løbsledelsen og man skal selv (i en taske der sendes med snescooter ind til lejren) have al mad med til 3 dages måltider. Foreløbig har jeg kun trænet med 20 km på en enkelt dag, så der er jo et stykke vej til de 60 km (der løbes 60+40+60 km over de tre dage). Men der er jo hele marts måned til at træne i ……. Mest bekymret for om skuldre og arme kan klare så mange timer i bevægelse. Jeg må vist hellere få taget nogle armbøjninger …… De fleste af hjælperne bliver kørt ud i lejren allerede torsdag aften inden start. Læs mere om løbet på linket ude i venstre side af bloggen.

I mandags var der stor kaffemik i forsamlingshuset midt i byen. Det var Jaffet (Karls far) som blev 85 år – stil going strong! Magen til mad- og kagebord skal man vist lede længe efter. Vi fik smagt suppe med hvidhval og marineret blåhvals-spæk! Se billedet af Jaffet i indlægget fra 11. august.

I dag blev lille Gry 1 år og vi var til kaffemik med dejlige hjemmelavede kager. Jesper får i den kommende uge besøg af en ven fra DK og så skal de to sammen på en 6-7 dages slædetur mod nord. Præcis hvor langt de vil køre er endnu ikke fastlagt – der er nemlig risiko for at møde isbjørne i de egne han havde tænkt sig at køre til!

Mums og uhm......Det sunde er ikke kommet med på billedet.

Nu har der været stærk frost samtidig med vindstille vejr så længe at der er is på havet ud for byen. I den lille fjord der afgrænser Teleøen fra byen kan man nu sagtens gå på isen. Det samme gælder inde i Ulkebugten. Nogle har endda kørt på snescooter et stykke langs kysten nordpå for at pilke efter torsk gennem havisen.

Mere om fisk og hunde og solopgang og vejret og jagt og ……

Lyset vender jo tilbage med længere og længere dage. Omkring 18. marts overhaler vi jer i Danmark – så er dagen her længere end jeres! Men allerede for lang tid siden holdt vi op med at tænke på ”de mørke dage nord for polarcirklen”. Man skal huske at morgengry og aftenskumring varer meget længere end i Danmark på grund at den lille vinkel der er når solen går op og ned over horisonten, og samtidig er der sneen som lyser op. Vi må gang på gang kalde på hinanden og sige ”kom lige og se de her farver” – og så er det orange, violet, rød, gul, blålig og alle overgangene mellem disse som ses på himlen – og ofte samtidigt! Her kommer lige endnu et billede fra et morgengry. Vi kan sagtens hamle op med de bedste guldaldermalere!

Vi har haft en længere periode uden mere sne. Endog et par dage med en smule tøvejr – dvs. op til 2 plusgrader. Det var ikke så rart!! Forklaring følger: sneens overflader smeltede en smule og da det så blev frost igen var alle flader super glatte – islag overalt. På med ”pensionistjernene” som nogen kalder de gummisåler med metalpigge vi ofte bruger når vi vil være sikre på ikke at skride. Men nu er det dejligt koldt igen, dvs. minus 15-20 grader og der er endog begyndt at komme is ude på havet. Hvis der kommer stærkere blæst vil isen sikkert hurtigt bryde op igen.

På det kulinariske område er vi blevet beriget med smagen af rødfisk. Endnu en dejlig spisefisk (hvis man ser bort fra udseendet). Det er en fisk som lever på dybder op til 1000 m og som kan blive over 50 år gammel. Det tager den 18 år at blive 40 cm lang, hvor en torsk gør det samme på 3-4 år. Når den kommer op fra det store vandtryk dybt nede, gør trykforskellen at øjnene nærmest står på stilke og ser ud som om de er ved at falde af. Kiloprisen på brættet er 45 kr. og for 100 kr. har man fisk nok til 3-4 måltider (til to). Hundene spiser hoveder, skelet og haler hvis ikke vi koger suppe på det. Hvis man også vil give hundene indmaden skal det have været frosset først – dette af hensyn til eventuelle indvoldsorm som hundene så overtager fra fisken.

Sidste søndag havde vi en fin snescootertur ud til ”udsigten” ved førstefjorden. Vi parkerede scooteren og vandrede det sidste stykke ned mod fjorden. Men igen måtte vi erfare hvor svært det er at bedømme afstande i fjeldene – der var meget længere ned end vi lige forestillede os. På bakken ned tog vi billeder og film af ”slædetrafikken” – der var nemlig mange ude på tur. Nedenfor er der først et billede af en rød slæde på vej omkring et udhæng. Føreren bag slæden er en af de lokale læger på sygehuset og med som passager er der en anden læge som er her i en måneds vikariat (pensioneret, men med tilbagevendene vikariater her i Sisimiut).

Tid til kaffepause

Et par af de slæder der kom op af bakken nede fra fjorden, var lokale fangere med resultatet af jagten som bagage. Her i februar er der givet grønt lys for moskusjagt igen. De der har søgt licens har fået ”tildelt” 2 moskusokser hver, men det hele foregår inde ved Kangerlussuaq hvor Kathryn lige har været inde med fly. På slæde tager det 2-3 dage at tilbagelægge distancen på ca. 175 km. På filmen ser I altså en fanger som snart er tilbage i Sisimiut efter et par dages hjemfart, med slæden tungt lastet af den slagtede moskusokse han har skudt. Undervejs på turen er der hytter man kan overnatte i, og dunken bag på slæden er sikkert petroleum til de ovne der er i hytterne. Det går stejlt op ad bakke, men de 13 hunde arbejder sig langsomt men sikkert opad fra fjorden.

Herunder ser I så et billede af den næste slæde vi mødte. Det var min ”hundemakker” Steffen som havde været på tur med en kammerat og ”ingeniørhundene” som de kalder det hundespand der går på skift mellem nogle af de studerende fra DTU som læser til ”arktisk ingeniør”. På billedet ser man detaljer fra slæden, nemlig dels de tykke bremsetove der bruges ved stejle nedkørsler (på billedet med den røde slæde ovenfor kan man se hvordan sådan et bremsetov placeres på hornet forrest på slæden – her er det fordi de lige er kommet ned ad en stejl bakke) og samtidig ser I bag på slæden et stort gummistykke der hænger fast i et par stærke elastikreb. Det er en slags moderne teknologi der har fundet vej til slæderne, nemlig et stykke fra båndet på en snescooter som egner sig glimrende til at stille sig op på og dermed bremse slæden noget hvis der er for meget fart på. På undersiden af gummiet er der nemlig de store knopper der på får scooteren til at ”tage fat” i sneen.

De sidste to billeder er dels fra slædeturen med Kathryn forrige weekend, og dels søndagsudsigten over førstefjorden med månen hængende smukt over fjeldene.

Læg mærke til månen højt oppe.

Lys i dynen

Den snart forgangne uge har budt på nye oplevelser, idet jeg fra tirsdag til fredag har været på bygdetur til Kangerlussuaq ( Sdr. Strømfjord). Derinde, midt i lufthavnen, har vi en sygeplejestation, som betjener byens ca. 500 indbyggere, turister, samt flypassagerer der trænger til hjælp. Sygeplejestationen er bemandet med 3 sygeplejersker, 2 danske og en grønlandsk (Eva, som iøvrigt er Karls svigerinde). Min mission på sygeplejestationen var at gennemgå deres medicinbeholdning ved at checke udløb, opbevaring samt relevans af deres sortiment og lagerbeholdning.
Oprindelig skulle jeg have været der fra tirsdag til torsdag, men da der ingen direkte fly var om torsdagen, var det billigere at blive til fredag, således fik jeg en dag til rådighed til sightseeing.
Jeg fik et lille lilla rækkehus at bo i og der havde jeg en meget underlig oplevelse den første aften da jeg gik i seng. Jeg havde slukket lyset og idet jeg flyttede på dynen kom en masse små grønlige lysglimt fra dynen. Først troede jeg at jeg så syner, men det var statisk elektricitet i dynen, der gav disse små lysglimt. Luften er meget tør p.gr.a. de ofte meget lave temperaturer (her er fastlandsklima modsat Sisimiut) og det giver en masse statisk elektricitet - jeg fik stød næsten hver gang jeg rørte noget i lejligheden.
Onsdag morgen tittede solen frem, så jeg greb straks chancen og købte en 5 timers tur til indlandsisen samme dag. I et køretøj der lignede en mellemting mellem en bus og en lastbil kørte vi (8 personer) ind til indlandsisen. Det tager ca. 2 timer at nå derind, vi kørte gennem et smukt landskab med høje fjelde og dybe dale, vi passerede verdens nordligste 18 hullers golfbane (gemt under sneen), samt verdens mindste skov. Forskere havde plantet træer og buske fra andre steder i verden med lignende klimatiske forhold, men her 40 år efter står der kun få nåletræer (max 3 meter høje) samt lidt spredt buskads. På lang afstand kunne isen skimtes med sin karakteristiske blålige farve.

Det lyseblålige i baggrunden er isen

Da vi nåede ind til isen gik vi først langs en lodret kant og derefter op på isen. Det var et fantastisk syn der mødte os, is, is og atter is så langt øjet rakte. Der var ca. minus 30 grader derinde og sneen knirkede som var det flamingo man gik på. På hjemvejen så vi et rensdyr og en snehare. Det var en meget smuk tur som kan tages hele året, om sommeren skulle der være mange storblomstrede gederams (Grønlands nationalblomst) så landskabet er helt pink af blomster.

Forrest ses den lodrette kant af isen

Is, is og atter is

Onsdag aften var jeg til banko sammen med Eva og Anni - overskuddet fra bankospillet gik til 6. kl. som skal på en tur til Danmark. Der var mange fine præmier lige fra en fleecevest doneret af Air Greenland til en klipning hos den lokal frisør, et nøgle moskus garn, en moskuskølle, et gavekort til butikken (blandet landhandel) og et 40 tommers fladskærms TV og alt mulig andet. Jeg vandt dog intet, men det var en sjov oplevelse og godt at lave noget sammen med kollegerne.
Torsdag kørte Ea og jeg en tur inden det blev mørkt. Vi kørte op på Black Ridge hvorfra der var en fin udsigt over fjeldene og byen.

Udsigten fra Black Ridge

Kangerlussuaq set fra oven. Jeg boede i det bagerste lilla hus, bag det stribede "lagkagehus"

Desværre havde jeg ikke fået kameraet med, så billederne er taget med min gamle Nokia.