Slæde uden fører

30/1: Videoen forneden er udskiftet i dag. Det lykkedes nemlig ikke at få den rigtige video lagt ind i går - sikkert fordi den var for lang. I dag har jeg klippet og redigeret den og det lykkedes så. Nu kan I for alvor se hvilke udfordringer der kan være på en slædetur når hundene pludselig synes de skal holde hvil!.

Alle er glade for al den sne som er faldet her i år. Det forlænger sæsonen mht. slædekørsel og kørsel med snescooter. Sidste år var det meget sløjt med snefaldet og man kunne først køre slæde for alvor i foråret. Men i år er der god trafik i slædesporene og man møder altid modkørende og skal ind imellem overhale. Men hver eneste tur kan byde på overraskelser og uforudsete forhindringer. Den ene gang løber hundene fint og følger de forskellige kommandoer nogenlunde, men næste gang kan det være en kamp at få dem til at løbe og samtidig lade være med at lave slagsmål undervejs.

Hvalpene er nu over 4 mdr. og er netop blevet rabies-vaccineret

Med kun 4 hunde bliver skaglerne ikke så sammenfiltrede.

I lørdags tog Kathryn mod til sig og ville gerne med på tur (trods ryggen). Det endte med at vi kørte 3 personer af sted og det gik flot. Hundene trak fint og vi kørte ca. 1 time ind i den ene dal mod det sted der meget sigende kaldes ”benbrækkeren” (hvilket vil sige en opstigning der først bliver svær når man senere skal ned samme vej – vi kørte hverken op eller ned, men vendte om inden opstigningen). Vi havde dog det lille problem at Dixie var blevet bange for en af de andre tæver, fordi hun var blevet bidt af den ved sidste tur. Dixie ville derfor meget gerne løbe bag ved slæden og trak nærmest den modsatte vej. Allerhelst ville hun hoppe op på slæden, men det var der ligesom ikke plads til. Hver gang vi holdt hvil gemte Dixie sig under slæden, hvilket bl.a. gjorde det meget besværligt at ”skagle ud”. Men selve kørslen var så tilpas fredelig mht bump at Kathryn gerne vil med flere gange i fremtiden.

Dagen efter var det så Steffen og Sine som tog en tur med alle 8 hunde – og den endte meget utraditionelt. Igen var Dixie bange og på et tidspunkt lod de hende ligge oppe på slæden (for at hun ikke skulle besvære kørslen ved at trække baglæns). På vej op ad den bakke som kaldes ”flaskehalsen” (selv om den i øjeblikket er meget bred og med masser af plads), ville hundene trække ind til højre. Sine går derfor ud til højre og genner hundene tilbage på sporet (og opad). Men hundene vælger så at gå over til venstre i stedet for. Derfor hopper Steffen af slæden og går ud for at genne dem tilbage, men hundene er hurtige og løber i en stor bue udenom ham og ned ad bakken igen! Uden hverken Sine eller Steffen på slæden. Bare en herreløs hundeslæde, men med en enkelt hund der ligger på slæden og gasser sig ganske mageligt!! Det må have været et syn for guder. Nu har de retning hjemad og (næsten) intet kan standse dem. Heldigvis var vejret godt og solen skinnede, så Sine og Steffen måtte bare begive sig hjemad til fods. Først et par kilometer længere fremme møder de slæden og hundene. De har fået filtret sig så meget sammen at de næsten ikke kan røre sig. Men oven på slæden ligger Dixie stadig og nyder tilværelsen!

Tirsdag havde jeg ingen timer og benyttede solskinnet til min første slædetur alene. Jeg valgte kun at medtage de fire hanhunde og det gik rimeligt fint. Billederne ovenfor og den lille film nedenfor er fra denne tur (videoen er udskiftet 30/1). 

I lørdags var der ”kulturnat” i byen. Samme mønster som i DK, med åbent hus mange forskellige steder. Vi var i den gamle kirke og se lysbilleder fra gamle dage i Sisimiut, på EL-værket og høre om vandkraften der leverer strøm til hele byen, på skolen for nationaldragtsyning, i kulturhuset og se folkedans og endelig på musikskolen og deltage i korworkshop for gæsterne. Det hele startede kl. 17 og varede til 22.