Godt og ondt

Lad os tage det onde først: på skolen har der været et selvmord i weekenden. En pige hængte sig på kollegieværelset fredag nat efter en fest. Det var ikke en pige jeg har som elev og jeg kendte hende ikke. Til gengæld har hendes kæreste været på mit matematik A-hold i starten af året, men sprang fra. Vi har jo hørt og ved godt at selvmordsraten blandt unge i Grønland er meget høj, men det virker totalt meningsløst. Jeg kender ikke detaljerne, men noget hjemvé og kombinationen med alkohol er hvad jeg har hørt. Man ved vist nok at alkohol har en anderledes fysisk virkning på nogle etniske grønlændere (såvel som asiater), men hvis dette er årsagen er det jo meget tragisk. En anden pige vi kender privat, overlevede sidste år et selvmordsforsøg hvor hun kastede sig ud fra 3. sal i en af etageblokkene. Hun har bagefter fortalt at hun var fuld og ikke anede hvad hun gjorde. Bagefter siger hun at hun aldrig i ædru tilstand ville have forsøgt selvmord.

Hospitalet har haft fuldt belagt i kølerummet hvor de afdøde venter. Også flere ældre er døde i ugens løb og der har været gang i gravemaskinerne på kirkegården. Sneen må først ryddes væk og så skal de tunge maskiner i gang i den frosne jord. Man forbereder sig ved i forvejen at grave et antal grave inden vinteren for alvor tager fat. Men det er jo svært at vide hvor mange der skal gøres klar! I værste fald skal der bruges dynamit! Kirkegården har snart ikke mere ledig jord og man diskuterer i byen hvordan man skal udvide eller om der skal etableres en ny kirkegård et helt andet sted. I Grønland er der tradition for evig gravfred, så gamle grave må ikke sløjfes eller genanvendes. Nederst i byen ved den lille vig ligger den oprindelige kirkegård indhegnet og med meterhøjt græs om sommeren – nu selvfølgelig helt snedækket. Ingen går derind længere.

Til det mindre tragiske - men dog ærgerlige - hører at vores ene hundehvalp Sorteper er sporløst forsvundet. Der er flere muligheder: en fremmed løs hund er kommet forbi og har taget den, den har forvildet sig bort og er endt med at fryse ihjel eller er ædt af fremmede hunde, den er kommet op på vejen og er blevet kørt over, en stor havørn har taget den eller som den sidste mulighed: den er stjålet eller nogle børn har taget den. Vi tror dog ikke meget på den sidste mulighed, men det er jo lidt underligt at vi ikke har set spor af dødsfaldet. Måske mest sandsynligt at det er en ørn – der vil så ikke være det mindste spor at se. De er ellers ret tunge nu hvor de er 8 uger gamle – som et mindre barn i vægt når man tager dem op.

Lad os så tage fat på alt det gode!

Vi var på sejlads til Itilleq i lørdags. En meget lille bygd med kun ca. 100 indbyggere her om vinteren. I den fine skole (som vi også besøgte sidste sommer på ferie og sejlads med Bitten og Kim) går der i år kun 5 elever! Den yngste går i 2. klasse og den ældste i 8. klasse (to piger) og så er der tre drenge i 5. og 6. klasse. Kommunens ”bæredygtighedsfond” havde bevilget os transport til bygden, så jeg kunne holde en lille trylleworkshop med de 5 børn. De lærte et par korttrick, et rebtrick og nogen små trick med elastikker. Vi tror de havde en hyggelig og anderledes lørdag, hvor de til sidst optrådte med det de havde lært for forældre og andre fra bygden (hvorefter jeg gav en trylleforestilling). Det var lidt svært at kommunikere - deres evner i dansk kunne ligge på et meget lille sted. Se billederne herunder! Den yngste pige er Agathe med fletningerne.

Sejladsen var en lille prøvelse. Vejrudsigten sagde helt stille vejr og ingen nedbør. Udturen var også flot med udsigt til alle øerne og fjeldene. Man sejler ca. 1 time og 15 min. stik syd, ud og ind mellem skærgårdsøerne og krydser polarcirklen lige inden ankomst til bygden. Da vi skulle sejle tilbage kl. 19.30 var vejret imidlertid, trods varslerne, slået om til nogen blæst. På de mest åbne steder var der stor søgang og mange rutsjeture op og ned - og det hele foregik i mørke. Godt at radar og GPS er opfundet. Det var heldigvis en stor lukket båd med 11 passagerer, så det var ikke noget problem at holde varmen.

Itilleq med bjergene i baggrunden - de samme bjerge vi ser fra vore vinduer i Sisimiut

Midt mellem bjerget og huset går polarcirklen

Så øves der på rebtrick

Agathe fra 2. klasse var meget ihærdig

Læg mærke til at stolene tages væk!

Fremvisning for tilskuere

Senere bliver der et lignende arrangement i Sarfannguit – en lidt større bygd med mange flere børn. Det var der vi holdt workshop med mit kor tidligere. Kommunen har ikke rigtig nogen udgifter på disse ting, idet vi jo blot kommer med en båd som skal sejle alligevel. Jeg fik dog bevilget 500 kr til at købe kortspil og reb for, således at børnene fik noget med hjem efter arrangementet.

Julemåneden nærmer sig og næste lørdag er der julemarked både i kulturhuset og i hallen hvor Lions Club holder marked. Dagene bliver jo kortere og kortere, men man tænker ikke så meget over det – mørkt når man går på arbejde og mørkt når man går hjem – præcis som i Danmark. At der så kun har været 4-5 timer med lys midt på dagen opdager man ikke rigtigt. Spændende at se de fine udsmykninger med lys, der efter sigende skulle komme senere mod jul. Hvordan juleaften skal tilbringes ved vi ikke rigtigt endnu. Der er selvfølgelig en del der skal til Danmark i juleferien, men også mange som bliver tilbage. Måske slår vi os sammen med nogle kolleger – vi får se.

Slædeturene går godt, selv om hundene stadig ikke er rigtigt i træning. De standser hele tiden og ser lidt bebrejdende på os når det går op ad bakke. Man siger at 8-10 hunde sagtens skal kunne trække 2 voksne uden den store bagage i dette terræn og over alle forhindringer, men lige nu må vi ofte stå af og heppe noget på dem! Det er et større cirkus når vi standser for at vende om og ”skagle ud” som det hedder. De får jo naturligvis undervejs viklet deres skagler meget sammen – ofte så det ligner en hel fletning. Så skal man vikle det hele ud for at hundene ikke til sidst nærmest sidder limet sammen i en stor klump. Det er et snedigt udtænkt system hvor man får hundene til at lægge sig pænt ned, hvorefter man trækker skaglerne baglæns gennem det øje af reb de sidder fast i. så vikler man snorene fra hinanden ”bagfra”, så hundene bare bliver liggende med skaglerne stadig fastgjort i hver sin hund. De bliver altså ikke løsnet fra slæden og dermed har de ingen mulighed for at stikke af midt i det hele. Når knuderne og fletningen er løsnet op, trækker man alle skagler tilbage på plads gennem løkken og er klar til at køre igen. Det lyder let, men er en kamp hver gang. Dels det med at få hundene til at lægge sig pænt og vente og dels det med at få slæden trukket tilpas langt frem mod hundene, så man kan få skaglerne trukket helt gennem løkken og løsnet alt op.

Vi havde den første lidt længere snescooter-tur sidste søndag. Det startede rigtigt fint og Kathryn fik også mod på at styre køretøjet. Et par kilometer uden for byen var der dog så store snedriver at vi ikke kunne følge vejen og jeg blev nødt til at køre ”off-road” og endte i en kæmpe snedrive hvor vi standsede og ikke kunne komme fri igen. Vi begav os til sidst tilbage på gå-ben, men undervejs mødte vi en kæmpe snerydder med en stor grab. Føreren lovede at hjælpe og jeg gik så tilbage igen. Ploven fik ret hurtigt sat en wire i skien på scooteren og trak den let og elegant op på den nu sneryddede vej så jeg kunne køre tilbage. Snescootere er jo i sagens natur beregnet til kørsel i terræn og gennem store snedriver og løs sne. Meeen – lige som så meget andet kræver det træning og teknik at styre 120 hestekræfter på den rigtige måde. Ikke tage farten for meget af gennem løs sne og samtidig skal man bruge hele kroppens vægt til at tvinge den f.eks. på ret spor gennem en meget skråt stillet dyne af sne. Måske bliver vi bedre efterhånden, men lige nu må vi holde os til de faste spor hvor andre har kørt det hele til i forvejen.

Så meget sne er der i vores gård

Sidste nyt om hvalpen: en kollega så at en anden samlede en død hundehvalp op lige hvor snescootersporet krydset den asfalterede vej oppe i nærheden af vores hundeplads. Den var blevet bidt i halsen af en anden hund. Rundt om kredsede en hund og to andre hvalpe (det var jo nok Sini, Mattis og Timo).

Vinter i Sisimiut

Først lidt praktisk: feltet øverst er til at skrive sin e-mail adresse, hvis man ønsker besked når der er nyt her på bloggen.
Så er vinteren for alvor begyndt i Sisimiut med temperaturer mellem minus 10 og 15 grader. En del sne er allerede faldet og mere er i vente i løbet af ugen. Alle vegne er der liv i sneen. Der kælkes og hvis man ikke har en kælk, kan en flyverdragtebagdel eller en gammel plasticpose glimrende bruges til at kure på. Børn leger i snebunkerne i vejkanten. Mange bliver skubbet til og fra børnehaven på mini-hundeslæder eller bobslæder. Snescooterne larmer i byen, hundene bliver spændt for slæderne og langrendsskiene er også kommet frem i bybilledet.  Vejvæsenet har travlt med at rydde veje og fortove - her skrabes sneen væk, enkelte steder bliver der gruset, men man salter ikke.

Karsten har været ude på adskillige hundeslædeture, men der mangler stadig lidt sne i baglandet så man rigtig kan komme op over fjeldene. Det går nogenlunde med at styre hundene, især hvis de selv får lov at bestemme hvor de vil løbe hen! I dag prøvede to af hundene at pjække fra turen ved at sætte sig ind i et hundehus, men da signalet ”hunde klar” lød, kom de alligevel med.

Vi venter lige her til I kommer hjem igen!

Mens Karsten var på tur i går syede jeg mit første par sælskindsluffer. Det var et par ”testluffer” til Karsten og hans slædeture, da de sikkert bliver smidt væk eller i bedste fald ædt af hundene, brugte jeg lidt pelsrester til dem.

Der har været en del nordlys de sidste aftener og nu er det lykkedes for os at fotografere det. Det er knap så grønt set med det blotte øje som det ses på billederne, men det er rigtig flot. De korte dage giver, af en eller anden grund, et flottere og flottere lys på morgen- og aftenhimlen – se billederne nedenfor!

Ugens gåde: ved I hvorfor det hedder et hundespand? (se den lille film).

Morgenrøde lørdag d. 9. november

Skumring med månen 7. november

Hunde klar!!

Så blev vi ejer af en snescooter. Men også dette er en hel lille videnskab her i det nordlige. De findes nemlig i flere udgaver: sportsscooter til en enkelt person, touring- eller familiescooter, totakts- eller firtaktsmotor, snoretræk eller elektrisk tænding, med eller uden varme i sæder og håndtag osv osv. Vi endte med at købe en ret gammel brugt totaktsmodel fra en kollega på gymnasiet - dog med varme i håndtagene og med almindelig elektrisk tænding. Men nu skal der så laves et par små reparationer og den skal registreres på politistationen. Som noget nyt skal de have nummerplade (et ret stort klistermærke af udseende som en rigtig nummerplade) og godkendes af politiet. Der skal være lidt mere sne i byen før den skal bruges. Det er nemlig den løse sne der køler motoren og hvis man kører for meget på hård sne eller bar jord/gade, vil kølingen ikke fungere og samtidig slides gummibåndet alt for hurtigt. Billede af vidunderet skal følge senere – lige nu lader vi den stå oppe hos kollega Peter.

I dag blev det så tid for debuten med hundeslæde. Det gik over al forventning uden store uheld og uden at vi blev for meget til grin! Sine og jeg mødte op på pladsen 10.30 og begyndte klargøring. Slæden ned fra stativet, 3 varme rensdyrskind bindes fast, slædetasken hænges på (med ekstra vanter mm), skaglerne klargøres og selerne til hundene efterses og det besluttes hvilken sele der skal bruges til hvilken hund. Hundene mærker straks at der skal ske noget og er ret ustyrlige. Så skal de have deres seler på og det gik også rimeligt (lidt besværligt, idet man først skal have den over hovedet på hunden og derefter skal forbenene løftes op gennem en løkke i selen). Så skal hundene bindes for slæden og her kommer de kritiske minutter, for man kan jo ikke sætte dem alle sammen på plads på en gang. Mens de første venter utålmodigt kan de hurtigt få viklet sig sammen i skaglerne eller begynde at hive i slæden. Alle 8 fik lov at komme med - også hvalpemoderen Sini. Slæden er fastgjort med en sikkerhedsline til hundeskuret, så de ikke kan løbe af sted for tidligt. Når alle hunde er sat for, hopper man op på slæden og løsner sikkerhedslinen. Nedenfor et par billeder af klargøringen og video fra første afgang fra perronen (optaget af Kathryn). Steffen nåede aldrig frem (halloweenfest på kollegiet fredag aften!), men når først hundene er klar kan man ikke vente længere. Vi kørte ca. 1 times tid – ud ad den snebelagte grusvej ca. 5 km og derefter hjemad igen. De sloges ikke nævneværdigt – førerhunden Handy er god til roligt og bestemt at sætte alle på plads. Ind imellem standsede de umotiveret ved en bakke, vendte sig lidt om og så på os som om de ville sige ”er det virkelig meningen at vi skal trække jer op ad denne bakkeskråning?”. Men det var det og videre kom de med signalet ”hunde klar” og ”tamaa” som udtales ”dama” dvs. ”videre” eller ”løb”. Hvalpene fik også navne i dag: Sorteper, Mattis og Timo - vi valgte et navn hver.

Sorteper med et mørkt og et lyst øje

Sorteper og Mattis

"Skal vi virkelig videre?"

Nabo Jesper var på jagt sidste søndag og vi fik en edderfugl (de havde skudt et par stykker). Den hang lidt udenfor og blev i går aftes af Kathryn, skåret op og bryststykkerne taget ud. Man kan evt. også tage lårene, men vi stoppede ved brystet for ikke at få køkkenet fyldt op af edderfuglefjer og – dun. Resten af fuglen fik hundene i dag til at muntre sig med. Nu har kødet så ligget i mælk hele dagen og det er blevet stegt i gryde med bacon omkring. Efter middagen citat af Kathryn: ”det smagte edderfugle-mig godt!”. Nemlig noget i retning af stegt fasan.

De udtagne bryststykker klar til at komme i mælk