lørdag den 22. juni 2013

Hilsen fra Sisimiut

Tænk det kun en uge siden jeg ankom hertil, jeg synes allerede jeg har været her længe.         
Jeg har haft rigelig at se til på arbejde, nye kolleger, nye arbejdsgange, nye it-systemer og ikke mindst et nyt hus at finde rundt i. Den første dag havde jeg fornemmelsen af at fare vildt flere gange, men da sygehuset trods alt ikke er SÅ stort, faldt jeg hurtigt ud af hvordan det hele hang sammen. I torsdags ekspederede jeg i apoteket. Apoteket er et lille rum med en luge, det ligger ved siden af lægernes konsultationer, så når patienterne har været hos lægen kommer de over til os og får udleveret den ordinerede medicin. Der kommer også folk ude fra byen som har en elektronisk recept liggende, som så skal ekspederes.  Jeg var meget spændt på hvordan det ville gå, men det gik fint, mange patienter er gengangere, som ved hvor Jette plejer at finde tingene, så flere af dem kunne hjælpe mig ved at sige ”hun plejer at tage det derovre” eller ”det plejer at stå i kælderen”.

Det har vrimlet med studenter i byen de sidste par dage og i torsdags kørte de rundt i busser der dyttede.  Det er jo nok for koldt at køre i åbne lastbiler, for der er skåret ca 10 grader af temperaturen i forhold til i DK.

I går var det Grønlands nationaldag, der var pyntet med flag alle vegne og mange havde nationaldragt på. Der foregik ting fra morgenstunden, flaghejsning ved kommunekontoret med taler og kanonsalut, gudstjeneste, kransenedlæggelse på kirkegården, kaffemik i forsamlingshuset og senere en konkurrence om hvem der hurtigst kunne sejle ud og skyde en sæl. Nej jeg deltog ikke J men så bådene suse af sted ud på havet, i ventetiden viste nogle unge kajakroere deres færdigheder i grønlændervendinger, har aldrig vidst at der var så mange variationer over det tema, en enkelt kunne endda rulle med sin kajak så han lavede 5 vendinger i træk, kan I også det Jette og Bente? Ellers kan I lære det heroppe J Efter ca 1½ time var ingen af sælfangerbådene kommet ind og jeg hundefrøs, så jeg vendte næsen hjemad igen.

Festklædte på nationaldagen

I dag startede med regn, lavthængende skyer og gråt i gråt. Da der ikke er så meget andet at lave på en regnvejrsdag måtte jeg ned til den lokale garnpusher og se hvad hun havde på lager, bare rolig Karsten jeg købte ikke noget moskusgarn (350kr/50g). Senere i dag har jeg skypet med et par solstråler fra Kogsbølle, det var dejligt at se de små glade ansigter

Jeg har en rettelse til min adresse idet min postbox hedder 387 og ikke 3887, det er bare en uforklarlig lille finte, for nøglen hedder 3887...


Jeg har måttet erfare at det koster en middelsvær bondegård at være på nettet heroppe, så indtil jeg har fundet en billigere løsning lægger jeg ingen billeder op på bloggen. Forslag til billigere løsninger modtages gerne J

Hav en dejlig sankt Hans aften, tror ikke det er noget vi fejrer heroppe.

1 kommentar:

  1. Kære Kathryn !
    Håber du har det godt og nyder din alene tilværelse, måske med en god bog eller strikketøjet ? Nu kommer Karsten snart, og det bliver også dejligt. Så kan du jo vise ham alle de ting du har styr på nu på din/jeres nye hjemegn.
    Her går det fint. Emilie,Alexander og jeg har lige fået ferie. En uge mere på skolen med planlægning og så holder jeg ferie. Alexander tager i dag afsted på Roskilde festival, men det ser ikke ud til at blive en særlig varm festival.

    Ha´det godt og pas på dig selv :-)
    Kh. Mette

    SvarSlet