tirsdag den 28. juli 2015

Ferie i Sydgrønland - del 3

De sidste 5 overnatninger i Grønland fandt sted i Igaliko – eller Gardar som nordboerne kaldte stedet. Det var her bispesædet kom til at ligge og der er ruiner af den store gård som bispen havde. Det var også her man mødtes fra hele Østerbygden (det sydlige og største område som nordboerne bosatte sig i, med over 500 gårde) for at holde tinge og tage beslutninger for området. Her er smukt og forholdsvis fladt (sammenlignet med de andre små steder vi har været her i det sydlige Grønland).




Vi har genset Inga, som vi kender fra Sisimiut, men som hen over sommeren bestyrer det lille bygdehotel. Vi havde en fin lille hytte (nr. 4 – den som for nogle år siden blev brugt som mødelokale da Helle Thorning skulle mødes med Kupik Kleist og de andre ledere fra de arktiske lande). Vi må indrømme at vejret ikke har været lige så fint som i resten af ferien, men dog med fine solskinstimer hver dag. Vi vandrede i omegnen og gik på opdagelse langs kysten, hvor geologien er mangfoldig med klipper og sten i utallige størrelser, faconer, farver og strukturer.



I dag bor der flere fåreholdere med store gårde og rigtige marker. Vi fandt også træer på op til flere meters højde!




Søndag blev der tid til en lille trylleforestilling i bygden, selv om der kun var medbragt kort, reb og lidt udstyr som kunne være i rygsækken. De lokale kom dog kørende i bil fra de nærmeste fåreholdersteder og det lille forsamlingshus blev fyldt op.




Nu er der kun at vente på flyet til København, hvor vi lander sent i aften. Der kommer et sidste indlæg på bloggen når vi er vel hjemme og containeren modtaget.


fredag den 24. juli 2015

Ferie i Sydgrønland - del 2

Vi sejlede fra Qassiarsuk eller Brattahlid mod Qaqortoq (Julianehåb) og lånte et dejligt hus i 5 dage. Byen er meget charmerende med fine gamle huse, Grønlands eneste springvand (bygget i 1930-erne hvor byen havde sin velstandsperiode, mens resten af verden var i depression) og masser af blomster. Det blev til 5 dage med høje temperaturer og sol næsten hele tiden. Vejret fristede de lokale børn til en badetur i Storsøen bag ved byen.






En af dagene tog vi så en tur til Hvalsø med en turbåd. Her er den bedst bevarede kirkeruin fra Nordbo-tiden i hele Sydgrønland. Det er også herfra man har den sidste registrerede begivenhed fra Nordbo-tiden, nemlig et bryllup i 1408 mellem to navngivne personer. Siden hørte man intet fra Nordboerne. Den seneste teori om deres forsvinden er ganske udramatisk: de udvandrede tilbage til Island og Europa, hvor der nu var masser af ledig landbrugsjord og tomme gårde efter pestens hærgen.






Der var et hold arkæologer på arbejde i Hvalsø og de var flinke til at fortælle om deres opgaver og fund. På tilbagevejen var vi forbi en forsøgsstation for landbrug og gartneri. Herfra får I et billede af en hest med den seneste mode i frisurer og af den søde fårehundehvalp der gav os et lille plaster på såret, efter afskeden med vore 12 slædehunde i Sisimiut:





Næste dag gik turen til den berømte varme kilde på øen Uunartoq. Forunderligt at ligge i det dejligt varme vand med isbjergene i baggrunden. Der bobler varmt vand op fra bunden og bassinet er foret med sten rundt om og sand i bunden.


søndag den 19. juli 2015

Ferie i Sydgrønland - del 1

Først et par billeder fra den stemningsfyldte afrejse fra Sisimiut. Flere bekendte lagde vejen forbi båden, for at sige farvel og vinke! Tak for det! Først og fremmest var der nabo Marie med datter Amy, som kom for at vinke og havde specielle lommetørklæder med til lejligheden.




Så kom lommetørklædet i brug!
Herefter gik turen via Maniitsoq (en times ophold) videre om natten mod Nuuk. Ankomst næste morgen. Vi var spændte på at se Nuuk. Mange har berettet om byen på både godt og ondt. Flere lokale Sisimiutianere har efter et besøg i "hovedstaden", været glade for at komme tilbage og væk fra mylderet og det vilde forretningsliv. I vores øjne var byen og handelen dog meget rolig og behersket! I solskinsvejret præsenterede byen sig fra en smuk og lys side. Man gør meget for at sanere og fjerne de gamle udslidte boligblokke og meget spændende ny arkitektur skyder op - både i form af boligblokke og privathuse. Her er et udpluk af billeder fra nyere byggerier:



Nuuk centeret med selvstyrets kontorer ovenpå

Kulturhuset med biograf, café og plads til udstillinger mv
En af "de 10 blokke" har fået fin dekoration i gavlen

De sidste to billeder er statuen af Hans Egede og hans hus nedenfor (Grønlands ældste hus):



Efter 3 dage med gode oplevelser, gensyn af kusine Bitten og sønnen Minik, fjordtur ind til bygden Kapisillet og god indkvartering på Sømandshjemmet, gik turen videre med fly til Narsassuaq (som vist kan staves med 2, 3 eller 4 s-er!). Det blev så indgangen til Sydgrønland - Nordboernes gamle land og fåreholdernes land. Mange har omtalt det sydlige Grønland som noget helt særligt og "anderledes". "Glæd jer til at se det" har vi hørt mange gange på det sidste. Vi blev mødt med noget der lignede tropevarme og kunne ikke lade være med at tage et billede af det første træ (med højde over 1 m), som vi har mødt i Grønland:


Vi blev så sejlet over til den modsatte side af Eriks fjord til Qassiarsuk eller Brattahlid - Erik den Rødes bosættersted fra år 985. Se på billederne og forstå hvorfor Erik valgte netop dette sted!


Vores nattelogi hos en fåreholder (huset til venstre var vores i 18 timer!)
"Vores" fårholder har ca. 620 får. Disse 7 er dog ikke nogle af dem.






Højst én af os følte sig fristet til at stikke fødderne i det ret kolde vand
Rekonstruktion af Thorhildes kirke. Den er officiel kirke og et par er blevet viet der for nylig.
Aka Høeghs flotte krucifiks af drivtømmer, designet til den lille kirke

Rekonstruktion af et langhus fra Nordbotiden
Eriks søn Leif (den Lykkelige) voksede op her i Brattahlid. Skulpturen er til minde om hans opdagelse af Amerika i år 1000.
Inden vi om eftermiddagen (lørdag) skulle sejle videre ind mod Qaqortoq (Julianehåb), vandrede vi 4 km op til et højdedrag med udsigt mod vest ind til Isafjord (Nordre Sermilik). Her ligger der også flere nordbo-ruiner og fåreholderne har også slået sig ned her:

Den isfyldte Isafjord i baggrunden

Et stort fåreholdersted ved fjordens bred

"Fårene står der endnu og glor. Tra la la la la, la la lej!"




lørdag den 11. juli 2015

Farvel og på gensyn

Så er dagene kommet, hvor vi må sige farvel til Sisimiut efter 2 forrygende år i byen. Vi er sikre på at vende tilbage før eller siden - måske bare som turister. Ugen er gået med at sige farvel til de sidste gæster fra Danmark og herefter nedpakning af bohave i container. Vi skal ikke have nogle af møblerne med hjem og har derfor klaret os med en såkaldt minicontainer på ca. 5,5 kubikmeter. Den kan indeholde ca. 40 flyttekasser, men vi nåede kun op på 23 plus diverse kufferter, tasker og løsøre. Vi har brugt de sidste på dage på at sælge alle møbler og øvrigt inventar. På Facebook har Sisimiut en "opslagstavle" hvor der er livlig handel med brugte ting og sager. Det lykkedes da heldigvis også at sælge alt - en del til genboerne Jesper og Anita, der har en lejlighed nøjagtig magen til vores. Så gardiner og rullegardiner passede jo perfekt. Fryseren blev også tømt og de sidste frostvarer med rensdyr, fisk og rejer blev sendt afsted mod Danmark i tirsdags. I containeren blev der ikke mange tomrum til overs, som det fremgår af billedet herunder.





Containeren blev så afhentet i går fredag og bliver sendt med RAL-skibet (Royal Arctic Line) i dag lørdag. Fra torsdag aften har vi så søgt tilflugt hos kollega Birte, som gæstfrit har indlogeret os de sidste 4 nætter. Vejret de sidste 10-14 dage har været helt fantastisk smukt med høj sol og stille vejr. Temperaturen på op til 25 grader har givet mulighed for at sidde ude og spise både morgenmad og andre måltider ved bordet i gården. Det er nok den varmeste periode vi har oplevet i de 3 somre vi har været her.
Vi fodrer hundene i dag og i morgen for sidste gang. Det er sørgmodigt at sige farvel til de gode venner som "har tjent os tro" i to år. Vi har taget portrætbilleder af dem alle 12 og dem får I også lige. Heldigvis har vi fundet parthavere som tager over efter os. Sømandshjemmet vil være med og bruge hundene til deres unge assistenter, som så også får mulighed for at komme på slædeture. Samtidig fortsætter kollega Nikolaj og han forsøger nok at få en af de nye kolleger med fra august når det nye skoleår starter.

Balder
Boss
Bruno
Handy
Mattis
Milu
Mommy
Plet
Sini
Spot
Thor
Timo
Fra på mandag går turen sydpå til Nuuk, Qaqortoq og Igaliku. Det bliver spændende at opleve Sydgrønland som alle siger "er så smuk". Og så er der får og rensdyrfarm(e). I skal få indlæg her på bloggen med oplevelser fra det sydlige ..... afhængigt af muligheden for internetforbindelse.

Til sidst et par billeder fra i søndags, hvor årets sidste konfirmander blev fejret. Kathryn havde to kolleger, hvis døtre blev konfirmeret. Første billede er af Anne Mette foran relieffet af hendes tipoldefar (Grønlands første teolog). Anne Mette er datter af Lars som er fætter til Bitten (min kusine) - far og mor er med på andet billede. Tredje billede er Inaluks familie. Inaluk er datter af Kathryns kollega Ane (konfirmanden og hendes mor er i midten af billedet). Næstsidste billede er en pige fra familien i en dragt, som den bruges oppe i det nordlige Grønland (skindet i kanten af støvlerne er isbjørn og bukserne er af ræveskind). Pigerne bliver konfirmeret i nationaldragt, men skifter så til konfirmationskjole ved kaffemik og fest (sidste billede).