tirsdag den 17. februar 2015

Anden køretime og meget mere


I lørdags skulle de store hvalpe så have deres egentlige debut - dvs anden køretime. David (Kathryns nevø) var med som passager og vi tog kun 4 voksne hunde med (de mest rolige af dem). Hvalpene klarede det faktisk godt! De var lidt forvirrede i starten og når vi mødte andre hundeslæder, men ellers trak de fint og fandt ind i rytmen ret hurtigt. De tegner til at blive et par gode slædehunde. Her et par billeder fra turen, som viser både forvirringen og det mere stabile trækkearbejde.

Forvirring fra starten. Bruno forrest og Plet omme bagved David

Så sad slæden lige fast ved noget udstyr som stod i vejen

Endnu mere kaos. Plet skal vikles ud af et virvar.

.... men nu begynder det så at gå den rigtige vej! Ligner Plet til venstre ikke Terry fra TIN TIN?

Nu begynder det så at ligne noget - fremad går det
Og her er vi så ved at være tilbage igen.
I fredags blev en større ombygning og renovering af byens ene skole færdig. I folkemunde er det "Skole 1", selv om den også har et rigtigt navn (nemlig Minngortuunnguup Atuarfia). Det er byens ældste skole ("Skole 2" - Nalunnguarfiup Atuarfia er yngre) og ombygningen af skole 1 har været i gang over flere år, idet kranerne allerede var der i sommeren 2012, da vi var på ferie i byen. Der var officiel indvielse og bagefter åbent hus, hvor alle de fine lokaler kunne beses. Her er et par billeder fra dagen:
Aulaen

Det fine nye sløjdlokale

Her øver man sig i balance når man skal ro i kajak. Armene skal kunne bevæges samtidig med at balancen holdes.
Kathryn og David ved et af byens højdepunkter
Vi skulle naturligvis også smage de gode store grønlandske rejer og havde skaffet en kasse af de fine. Man anfører et tal på deklarationen - f.eks. 80 - som betyder at der går 80 rejer på et kilo. Så jo lavere tal desto større rejer! På vores kasse stod der 60-80 - og de VAR store:

En middelstor reje i sin bedste alder - dog endnu frossen

De her små fisk havde fundet vej til rejepakken - nok fordi de havde samme størrelse som rejerne!

Det har været meget koldt hen over weekenden. Ned til næsten minus 30 grader. Vi har et termometer der viser temperaturen lige uden for huset, og her er hvad det viste søndag morgen:


Lad os slutte dette indlæg med endnu et af de utallige "farvebilleder" fra vores udsigt over havet og solnedgangen. Denne gang fra i eftermiddags ved 17.30-tiden:

Farverne snyder ikke. Sådan så det ud i dag!


onsdag den 11. februar 2015

Lidt af hvert i februar

I denne uge er der en "violin-festival" i byen med børn og unge fra både Århus, Island og Uummannaq. De bliver undervist og spiller sammen, samtidig med at de giver koncert forskellige steder i byen. I dag spillede de f.eks. Vivaldi og Mozarts "Eine kleine nachtsmusik" i kantinen på gymnasiet i frokostpausen! På billederne herunder fra skolen er det mest de unge og lærerne der spiller.

 

Vi har i denne uge besøg af Kathryns nevø David og han skal selvfølgelig prøve alle herlighederne i den grønlandske snedækkede vinter. I dag fik han f.eks. lov at køre med i den store pistemaskine som præparerer løjperne uden for byen (mens vi andre var på arbejde). Inden de kørte afsted blev han lige smidt op på en snescooter og kommanderet til selv at køre med ned til benzin-stationen for at tanke. For at forventningerne ikke skulle være for store "lod han som om" han aldring havde kørt snescooter før. Men i virkeligheden havde han kørt ca. 30 min. på scooter dagen før, så han var jo erfaren allerede!! Billederne her beviser dette:




Senere var det tid til kaffemik hos Agneta som fyldte 24 i går. Vi var de første til at fejre hende og der var pandekager i stakkevis og højt humør:


Senere blev vi alligevel sultne og havde heldigvis en del rensdyrkød i fryseren (se indlæg fra 6. oktober 2014). Det blev til rigeligt med ribben, men hundene får resterne! 


I dag var det højt solskin og meget flot overalt. En hund var sluppet løs (kæderne bliver efterhånden tyndslidt fordi hundene trækker i dem og til sidst knækker et kædeled) og vi måtte lige forbi og sætte Plet fast igen. Hvalpene fik så lige lov til at komme lidt ud af hundegården og kastede sig over David:




Balder bliver flot, men er det en hund eller en ræv?